Centerområde ved Tingvej debatteres på borgermøde
Byrådet har vedtaget en ny lokalplan for området ved Tingvej, og onsdag 27. september er borgerne inviteret på rådhuset for at høre om planerne.
Som led i Viborg Kommunes Kulturstrategi 2017-2020 ønsker byrådet at give mulighed for at udvikle faciliteterne omkring Tinghallen, så området i højere grad kan tiltrække og afvikle store events inden for musik, kultur og konferencer.
Projektet har arbejdstitlen Viborg Sport & Event og omfatter ombygning af Tinghallen, en ny bygning til Paletten og en ny fælles foyer, der sammen med en gangbro til BDO Lounge i stadionhallen binder alle funktionerne sammen.
Derudover ønsker byrådet at give mulighed for, at en privat investor kan opføre et hotel i op til 12 etager på den grund, hvor Bankohallen og den tilhørende parkeringsplads i dag ligger.
Projektet er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning. Forvaltningen har derfor udarbejdet forslag til et nyt plangrundlag med henblik på byrådets vedtagelse.
Borgerne høres
9. marts blev der afholdt borgermøde om projektet. Dengang drejede debatten sig hovedsageligt om organisationen bag Viborg Sport og Event, markedsgrundlaget for et nyt hotel, parkering og højhusets arkitektur.
Nu indkalder kommunen til et nyt borgermøde om sagen, det finder sted onsdag 27. september klokken 17 i Multisalen Viborg Rådhus.
Til borgermødet bliver der informeret om forslaget til lokalplan nummer 481 og kommuneplantillæg nummer 3 vedrørende Centerområde ved Tingvej i Viborg, som blev vedtaget af Byrådet den 30. august 2017.
Bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser til forslaget skal være modtaget senest den 1. november 2017. De skal sendes til plan@viborg.dk.
Da planen kan få væsentlig indvirkning på miljøet, er der udarbejdet en Miljørapport.
Se forslag til lokalplan og kommuneplantillæg.
Kommentarer