Viborg By

Byrådet holder alligevel onsdagens møde på Skype

Pressefoto

Tingene ændrer sig hele tiden i denne tid. Tidligere i dag skrev vi, at byrådet med borgmester Ulrik Wilbek i spidsen insisterede på at gennemføre byrådsmødet i Multisalen på Rådhuset med alle mand. Nu har man besluttet sig for alligevel at gennemføre det på skype, så medlemmerne ikke behøver møde op.

Af sikkerhedshensyn havde borgmester Ulrik Wilbek foreslået et decimeret møde bestående af 17 repræsentative byrådsmedlemmer. Så ville man ikke sidde for tæt og mødet kunne streames, så offentligheden, som ikke længere har adgang til rådhuset, kunne følge mødet.

Denne løsning ville Konservative imidlertid ikke gå med til. De ønskede i stedet mødet udsat. Det var borgmesteren ikke indstillet på, ligesom han ikke mente Skype var en god løsning. Derfor var løsningen – indtil tidligere i dag – at alle som udgangspunkt, administrativt personale undtaget, skulle deltage.

I løbet af i dag har man så skiftet holdning til spørgsmålet, og mødet afholdes nu som et skype-møde. Rent praktisk vil det fungere på den måde, at borgmesteren sidder mutters alene i Multisalen, hvorfra mødet kan streames og således på sin vis bliver offentligt tilgængeligt. De andre byrådspolitikere vil så via et andet kamera dukke op på seernes skærm, når den pågældende har ordet eller skal afgive sin stemme.

Viborg Netavis  har i dag uden held forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren. Men beslutningen om en anderledes mødeform er tilsyneladende vedtaget efter statsministeren havde varslet yderligere skærpede krav til at inddæmme coronasmitte. Det fortæller Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad, som talte med ham tidligere i dag.

– Vi vil gerne sende det signal, at vi så også tager det seriøst, siger han til avisen.

Ligesom med et decideret møde kræver et skype møde accept fra samtlige medlemmer af byrådet , og det har borgmesteren fået.

– Så håber vi, det virker, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.

Forventningen en nemlig, at dette kan blive mødestandarden en rum tid endnu.

Kommentarer