Debat og politik

Butikslukninger og ufærdiggjorte projekter

Keld Lorenzen, Byrådskandidat for Liberal Alliance.

Debatindlæg af Keld Lorenzen, Byrådskandidat for Liberal Alliance.

I søndags blev jeg inviteret på rundtur i Bjerringbro by af en lokal borger fra Bjerringbro midtby. Formålet med rundturen var at lære byen at kende og se, hvilke positive tiltag byen har været igennem, men også hvilke forbedrings-muligheder Bjerringbro har foran sig.

Vi startede med at køre ned til det gamle slagteri. Her er der i dag opført rigtig fine lejligheder i gule sten og med en dejlig terrasse til hver lejlighed. Moderne lejligheder som giver liv, og man bliver interesseret i at opleve mere. Området ligger lige ved siden af togstationen og tæt på centrum, hvor alle indkøbsmulighederne er.

Da jeg kommer om på den anden side af bygningerne, ser jeg en stor brakmark på størrelse med cirka 2 fodboldbaner. Marken grænser sig op til togskinnerne og deler skel med togstationen. Denne her brakmark er rigtig meget ujævn, græsset gror vildt, og jeg tror ikke, det er blevet slået i år.

Min første tanke, da jeg ser marken, er potentialet den har for at blive til flot et samlingssted med en lille legeplads til børnene. Plane jorden ud og så noget rigtig græs på stedet. Det kan ikke koste mange penge, og man kan med fordel gøre det med hjælp fra erhvervslivet i Bjerringbro og omegn.

Min næste tanke er Sydamerika. Den kontrast man oplever fra at have et flot nybyggeri, til at dreje hovedet og se over på noget grimt og ikke vedligeholdt – velkendt syn i Sydamerika. Man ser det ikke så meget i Danmark.

Jeg spurgte den lokale borger, om Bjerringbro i dag har et område med legeplads til børnene. Han fortalte mig, at det er der ikke, i hvert fald ikke på denne side af åen. Få marken jævnet ud, få sået noget græs og få bygget en legeplads til børnene og eventuelt et område til unge i den anden ende. Det vil sætte to streger under i stedet for den delløsning, som vi ser i dag.

Derefter kørte vi ind til centrum og om på parkeringspladsen. Her var der rigtig mange dagligvarebutikker, og en ny Rema 1000 var under opbygning. Vi var der en rolig søndag eftermiddag, men jeg kan sagtens forestille mig, at der vil være masser af liv i dette område i hverdagene.

Den lokale borger trak mig med hen til det gamle hotel. Hotellet var revet ned, og området lignede en stor byggeplads. Det var rigtig grimt, og hvis brakmarken var en overdrivelse på Sydamerika, så ville synet her være en underdrivelse.

Jeg ved ikke om der er planer om noget nybyggeri på stedet. Der var ingen skilte eller information af nogen art om de nye planer på stedet. Byggepladsen har været uberørt i meget lang tid. Skal der bygges et nyt hotel? Har efterfølgende hørt at boligselskabet er i gang med et projekt på lokationen, men har ikke fået det bekræftet.

Byen har ikke noget hotel i dag og med en af Danmarks største virksomheder beliggende i byen undrer det mig, at der ikke findes et hotel i Bjerringbro.

Herefter kørte vi over broen og ned til Gudenåen. Et virkelig flot grønt område der var istandsat og man havde lyst til at bruge mere tid dernede. Hvis Bjerringbro skulle have et hotel, ville dette område være ideelt til sådanne et byggeri. Gudenåen løber forbi, området er velholdt og grønt. Der ville kunne skabes liv og handel.

Vi sluttede turen med at køre ud forbi gymnasiet og vendte rundt for at køre ud til svømme- og stadionhallen. Hallerne er top moderne. Ikke engang Viborg kan hamle op med denne flotte bygning. Det kan Bjerringbro godt være stolt af. Flot og gennemført.

Min konklusion af min rundtur er, at jeg oplevede en by i bevægelse, men jeg fornemmede også en by, som lider under butikslukninger og ufærdiggjorte projekter – og det er synd. Bjerringbro har så meget at tilbyde, og byen har fundamentet til at kunne tiltrække endnu flere borgere til. Der skal ikke megen politisk velvilje til, at gøre en forskel. Jeg synes, at kommunens næste største by fortjener bedre.

Kommentarer