Budget med mange lokale plusser
Debatindlæg af Ib Bjerregaard, Gruppeformand Venstre.
Så kom Viborg kommunes budget for 2018 i hus med alle partier bag. Det glæder vi os over i Venstre. Der sikrer masser af tiltag over hele kommunen.
Læs også: Budgetforlig i Viborg Kommune
Venstre har bl.a. lagt vægt på at styrke teknisk forvaltning med 1 mio. De skal målrettes ajourføringer af de forældede lokalplaner, der findes i flere af vore landsbyer og centerbyer. Disse midler ligger i direkte forlængelse af de forslag Venstre fik med omkring kommuneplanlægningen.
Ligeledes afsættes der nu 10 mio. pr år til byfornyelse i de mindre byer samt til cykelstier. Bare for 2018 er det et løft på 8,2 millioner kroner.
Venstre støtter Viborg som kommunens lokomotiv. Men lige så vigtig er vognene og derfor ønsker vi at sikre udviklingen i hele kommunen. Derfor skal vi gøre alt for, at vore byer uden for Viborg bliver attraktive og næste step bliver, at vi i det videre arbejde ønsker en bedre markedsføring af de byggegrunde kommunen har til salg i vore landsbyer og centerbyer.
Også lokalt er der gode nyheder, da der er sat penge af til en sundhedssatellit i Ørum. Derved er Venstres mål nået med sundhedssatellitter i Stoholm, Karup, Bjerringbro, Møldrup og fra 2018 også i Ørum. Et godt eksempel på, at vi vil decentralisering og udvikling i hele kommunen.
Kommentarer