Broen over Simested Å vinder Viborg Kommunes Arkitekturpris 2025
Broen over Simested Å vandt mandag aften Viborg Kommunes Arkitekturens Pris. Foto: Mette Johnsen.
Siden 2017 har ildsjæle i Fjordklyngen knoklet for at få en bro over Simested Å i forbindelse med Kirkestien mellem Låstrup og Skringstrup. I juni blev den indviet, og i aftes vandt den årets arkitekturpris.
Fire nominerede bygninger var med i opløbet om at vinde Viborg Kommunes Arkitekturpris 2025: sØværket i Viborg, Broen over Simested Å, Scenen i Anlægget i Stoholm og Åpromenaden i Bjerringbro.
Det blev broprojektet, som forbinder Låstrup og Skringstrup, der trak det længste strå ved aftenens prisoverrækkelse, og som nu kan kalde sig vinder af Viborg Kommunes Arkitekturpris 2025.
Med prisen følger et diplom og en bronzeplakette til at sætte op på broen.

- Inge Carlskov fra Fjordklyngen modtog diplom og plakette af borgmester Ulrik Wilbek. Derudover modtog hun indrammet fotografi af broen fra tegnestuen. Foto: Viborg Kommune.
Broprojektet er resultatet af et samarbejde mellem arkitektfirmaet FLÅK fra Aarhus og landsbyfællesskabet Fjordklyngen, der består af byerne Skals, Sundstrup, Skringstrup, Ulbjerg, Nr. Rind og Låstrup.

- Arkitekt Søren Christensen fra tegnestuen FLÅK modtog diplom af borgmester Ulrik Wilbek. Foto: Viborg Kommune.
Komitéen begrunder blandt andet valget med:
“Projektet er et forbilledligt eksempel på, hvad der kan opnås, når lokale ildsjæle fra flere lokalsamfund går sammen med en arkitekt for at skabe et nyt sted med stor forståelse for områdets natur og historie.
Den arkitektoniske udformning af broen giver stærke associationer til åens former og forløb, og den fungerer ikke blot som en passage over vandet, men som et nyt udflugtsmål, der inviterer til ophold, aktivitet og fordybelse.”
Se en dronefilm og fotos af projektet og læs mere om Arkitekturprisen på viborg.dk/arkitekturensdag
Komiteen for Viborg Kommunes arkitekturpris
- Ulrik Wilbek, borgmester (formand for komitéen)
- Mads Panny, formand for Kultur- og Fritidsudvalget
- Torsten Nielsen, formand for Teknisk Udvalg
- Stig Isaksen, direktør for Teknik & Miljø
- Britta Bjerregaard Pørksen, Viborg Kommunes Arkitekturråd
- Arkitekt Peter Dalsgaard medstifter af tegnestuen Cubo Arkitekter
- Arkitekt Jessica Björklund, senior architect MAA, Arkitema.

- Broen i forbindelse med Kirkestien mellem Låstrup og Skringstrup. Foto: Jesper Aagaard, Earvox.

- Broen over Simested Å. Foto: Jesper Aagaard, Earvox.














Kommentarer