Kultur

Borgvoldsøndage byder børn og voksne velkommen til masser af sommersjov

'Glawokl' giver første børnekoncert til Borgvoldsøndag den 6. august. Foto: Viborg Bibliotekerne

Borgvoldsøndage er for dig, der er vild med familiekoncerter, børneteater og cirkus, og du er inviteret med til årets sjove sommeraktivitet. Hver søndag i august er der traditionen tro et nyt børnearrangement på Borgvold i Viborg med fri entré for alle interesserede.

August måned nærmer sig, og mens skolebørnene nyder de sidste ugers ekstra lange sommerferie, inviterer Viborg Bibliotekerne alle familier til Borgvoldsøndage. En mangeårig børnekulturel tradition, hvor Viborgs børnefamilier kan komme til fri og fornøjelig underholdning ved Friluftsscenen på Borgvold hver søndag i august måned.

Årets program bliver en palet af musik, teater og nycirkus for store og små. Flere af forestillingerne er ordløse og kan derfor varmt anbefales til flersprogede familier.

Cool jazz, samba og børnerim

Børnearrangementerne begynder søndag den 6. august klokken 14.00, når Glawokl spiller sin forrygende familiekoncert. Orkesteret har sat musik til børnedigte og rim af blandt andre Halfdan Rasmussen, og de har også deres egne sange med i samme univers.

Til koncerten sætter ‘Glawokl’ musik til børnenes egne vrøvlerim, så fyr op under kreativitet og spontanitet og vær med til at vrøvle og finde på sammen med Glawokl, lyder opfordringen.

Glawokl har rejst og spillet i hele landet og rundt i verden. I deres koncertgryde koger samba sammen med danske sange, svedig New Orleans jazz og rundes af en blød, nordisk tone.

Glawokl giver også en musikalsk forestilling i Bjerringbro lørdag den 5. august klokken 11 til 12 på Niels Due Jensens Plads.

Årets store oplevelse må bogstavelig talt være Nycirkusforestillingen, ‘Te dig kønt’. Her bliver takt og tone vendt på hovedet, når Vice Versa Circus inviterer til hæsblæsende og meget alternativt teselskab i stormfulde højder.

Få et afbræk fra pæne manérer og nystrøget søndagstøj søndag den 13. august klokken 14.

Komisk klovneri og historiefortælling om en verdensstjerne

Søndag den 20. august klokken 14 optræder impresario og operaelsker Sibelius Vogelfreud på Borgvoldscenen. Mens han gør sig klar til at præsentere verdensstjernen, sangfuglen Miss Birdy, er buret pludselig tomt, og fuglen er væk. Det er en non-verbal teaterforestilling, som blander melodrama med klovneri og visuel historiefortælling. Birdy er en komisk og poetisk fabel om at miste og give slip.

De festlige Borgvoldsøndage sluttes af søndag den 27. august klokken 14.00 med Teater Dunkelblås forestilling, ‘Musikanterne’. Det handler om fire venner, Æsel, Hund, Kat og Hane, der har trodset livets hårde odds. ‘Musikanterne’ bygger på det gamle tyske Grimm-eventyr ‘De Bremer Stadsmusikanter’. I forestillingen blandes nutidens rockstjernedrømme med forhåbning, håbløshed og modgang.

Troels Kirk Ejsing fortæller og spiller i tæt kontakt med publikum.

 

Kommentarer