Borgvold – vi skal værne om vores fortid
Debatindlæg af Birthe Harritz. Socialdemokratisk byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg og Viborg kommune
Når jeg tænker på de mange nye og gamle bøger og brochurer, som handler om Viborg, så er den historiske bydel, Domkirken, Viborg Søerne og Borgvold altid fremhævet som seværdigheder.
De gamle huse i bydelen er velbevarede, og det er altid en god oplevelse at bevæge sig rundt i de smalle gader og gå og se på de gamle smukke bygninger.
For mig er Borgvold også noget helt særligt. Ligesom mange andre, er jeg kommet på Borgvold mange gange, først som barn, hvor mine bedsteforældre, der boede i Mogensgade, tog mig med derned, og nu, hvor det er mig, der tager mine børnenebørn med. Ispindene er blevet større, der er flere ænder, men ellers har parken bevaret sit særpræg med enkelte undtagelse, blandt andet skøjtebanen.
Da jeg var barn, var der små skilte, hvorpå der stod “ Græsset må ikke betrædes”, det var almindeligt, at man kun bevægede sig rundt på græsgangene og eventuelt på legepladsen.
De små skilte er for længst kommet på museum og det er selvfølgelig tilladt at opholde og boltre sig sig på græsplænerne.
Skøjtebanen er en anden ændring af Borgvold. Jeg havde hellere set skøjtebanen ligge et andet sted, men jeg er samtidig glad for, at der er mulighed for at stå på skøjter et sted i Viborg – nu hvor det næsten aldrig fryser så meget om vinteren, at man kan stå på skøjter på søerne.
I onsdags havde vi et punkt på dagsordenen i Teknisk Udvalg, hvor vi skulle tage stilling til hvorvidt en plan om ændringer på Borgvold skal sendes i høring i 4 uger.
Planen drejer sig om en tilbygning til Salonen og en ny bygning til de tekniske foranstaltninger, der er i forbindelse med skøjtebanen til opbevaring af skøjter og andet udstyr.
Jeg har ikke noget imod at Salonen laver en udvidelse. Den hører efter min mening til på Borgvold, men jeg har rigtig meget imod, at der efter planen skal bygges et stort hus på ikke mindre end 160 kvadratmeter og med en højde op til 4 meter mellem skøjtebanen og Salonen. Jeg stemte, som den eneste i udvalget imod, at sagen skal sendes i høring, fordi jeg slet ikke kan gå ind for et stort hus med den placering.
Jeg kunne, når galt skal være, gå ind for et mindre hus, hvis det kunne ligge op til bagsiden af legepladsen på plænen ved tribunen.
Jeg er glad for, at der er god udvikling i Viborg Kommune, og jeg er glad for, at der bygges nyt og udvikles, men jeg synes vi skal værne om vores fortid ved at bevare nogle små historiske lommer, såsom den gamle bydel ved Domkirken og Borgvold.
Jeg håber, at der er mange, der vil ytre sig i denne sag. For mig betyder det meget at forhindre at servicebygningen bliver opført på det sted, der er foreslået i udkastet.
Planen kommer snart på Viborgs hjemmeside, hvor man kan indsende en bemærkning. Den findes ved at søge på “høringer Viborg Kommune”.
Kommentarer