Borgerforeningens nye bestyrelse er trukket i arbejdstøjet

Klejtrup og omegns Borgerforening har netop afholdt generalforsamling, og den nye bestyrelse melder klar til at fortsætte arbejdet med at bevare og udvikle Klejtrup som en attraktiv og aktiv by at leve og bo i.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk.
KLEJTRUP – Den nye bestyrelse har allerede flere aktiviteter klar.
Blandt andet har borgerforeningen i samarbejde med KFUM-spejderne taget initiativ til en ny tradition, en påske-familiedag som afholdes Palmesøndag den 13. april i Klejtrup Hallen. Mellem klokken 14 og 17 kan børn og voksne hygge sig mellem hoppeborge, kreaborde og aktivitetsbane, og der vil være et påskeløb for hele familien.
Borgerforeningen står også i spidsen for banko i forbindelse med byfesten i uge 25, og så gør man opmærksom på, at det også er borgerforeningen, der er på banen, når der flages byen.
To ‘underafdelinger’
Borgerforeningen har to grupper under sig.
Den ene er landsbypedellerne, som på forbilledlig vis knokler for at holde byen pæn og præsentabel – og hygger sig, mens de gør det. For udover at bidrage til en pænere by, så har landsbypedellerne også skabt et mødested, hvor det sociale fællesskab vægter mindst lige så højt som det frivillige arbejde.
Den anden gruppe er lokalrådet, der arbejder med at fremme udviklingen i byen, og her er der nok at tage fat på.
Lokalrådet blev dannet efter borgerforeningens generalforsamling sidste år, og her arbejder man målrettet for at fremme udviklingen i Klejtrup by og omegn. Rådet fungerer som et vigtigt bindeled mellem Viborg Kommune og Klejtrup by, og rådets arbejde skal sikre, at Klejtrup fortsat er en attraktiv landsby med gode vækstmuligheder.
I øjeblikket har man fokus på blandt andet etableringen af en cykelsti mellem Klejtrup og Hvornum, men også Boligselskabet Sct. Jørgens planer om ni nye almene boliger på de tidligere grunde, hvor Søkroen og KIF-kassen lå, ligger højt på listen af opgaver.
Kommentarer