Viborg By

Bogcafé med masser af inspiration for alle læseheste

Arkivfoto

Efteråret står for døren, og Viborg Bibliotekerne inviterer til bogcafé med inspiration til læsning til alle de hyggelige, mørke aftener.

Den kommende lørdag der lagt op til en formiddag med inspiration til læsning og hyggeligt samvær, når fire af Viborg Bibliotekernes læseheste fortæller om gode bøger på Hovedbiblioteket i Viborg. Bøger som også vil egne sig til at blive læst i en læsekreds i fællesskab med andre.

I Viborg Kommune samles mange læsekredse året rundt for at dele deres læseglæde med andre.

– Det er helt unikt, at så mange deler den samme passion, og som bibliotek er vi glade for at hjælpe med at finde bøger, der egner sig til en snak i grupperne, fortæller bibliotekar Charlotte Hvorslev, og fortsætter:

– Brænder du for at komme med i en læsekreds, så kom og vær med. For efter bogcafeen fortæller vi om, hvordan man gør og vi hjælper med at danne nye læsekredse. Vi har besøg af en læsekreds, som fortæller om deres erfaringer, og der vil være mulighed for at høre om den landsdækkende DR romanklub.

Og hvad med inspirationen? Kan man læse en tegneserie i en læsekreds? eller se en film? Det kan man få bibliotekar Anette Koues bud på, når hun giver inspiration til alternative læsekredsbøger.

De fire læseheste fra Viborg Bibliotekerne glæder sig til at samle alle læsekredse og andre læseheste til en formiddag, som både byder på byens bedste bogcafé, og giver medlemmer af læsekredsene mulighed for at dele deres litterære oplevelser, erfaringer og inspiration over en kop kaffe og kage.

– Vi håber, at rigtigt mange har lyst til at komme, og læsekredse, der ikke tidligere har gjort brug af bibliotekets tilbud til læsekredse, er naturligvis også meget velkomne til at deltage. Vi vil ved Viborg Bibliotekerne gerne bidrage til den fortsatte læselyst ved at give inspiration til god læsning gennem præsentation af forskellige bøger, slutter Charlotte Hvorslev.

Arrangementet finder sted lørdag 9. september klokken 10.30 på Hovedbiblioteket i Viborg Der fri entré samt kaffe og kage.

Kommentarer