Kultur

Bogcafé med inspiration til god vinterlæsning

På torsdag kan man få inspiration til gode bøger, film og musik, man kan hygge sig på mørke vinteraftener. Arkivfoto

Selvom de fleste danskere elsker sommerens lys og varme og bliver lidt vemodige, når dagene bliver kortere, så har efteråret og vinteren også sin charme. Nu er det oplagt at tilbringe mere tid i lænestolen med en god bog eller film. Torsdag den 22. november kan du få inspiration til vinterens læsning på Skakbrættet.

Store Bogcafé er en særlig aften, hvor mangfoldigheden blomstrer. Her får du mulighed for at møde flere forskellige af bibliotekets ansatte, som fortæller om lige netop de bøger, film m.m. som har begejstret dem i årets løb. Det fortæller bibliotekar Charlotte Hvorslev fra Viborg Bibliotekerne.

Syv veloplagte biblioteksansatte vil denne aften fortælle om gode bøger, film og musik. Så savner du inspiration til at finde netop det, du kan lide at læse, eller det du måske ikke vidste, du ville kunne lide, så er bibliotekets bogcafe det rette sted at hente hjælp.

Vanen tro byder biblioteket på et glas vin og lidt til den søde tand.

Bogcafeen er torsdag den 22. november klokken 19.00 på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg.

Arrangementet er gratis, så kom og deltag i en hyggelig aften, lyder opfordringen.

Kommentarer