Børnene skal have en statsminister, der passer på dem
Debatindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Folketinget
Udsatte og sårbare børn skal have langt mere hjælp i fremtiden, end de får i dag.
Det er det løfte Socialdemokratiet giver til børn, der åbenlyst ikke har det godt. Vi lover at gribe tidligere og mere konsekvent ind, end man nogen sinde før har gjort. Det vil betyde, at børn vil blive fjernet tidligere fra familier, hvor forældrene ikke magter opgaven på grund af vedvarende misbrug, svær psykisk sygdom eller andre ulykkelige livsbegivenheder, der gør, at de ikke kan give børnene tryghed og nærvær. Det skal være slut med børn, der bliver misbrugt seksuelt, bliver slået, lever usselt eller igen og igen må gå sultne i seng. Samfundet har i for mange år svigtet især disse sårbare børn ved at lade tiden gå, ved at tage forældrenes parti, ved ikke at følge nok med i om de institutioner, de anbringes på passer godt på dem, og ved at lade dem være kastebold mellem ulykkelige plejefamilier. Vi svigter dem, fordi vi ikke sætter barnet først.
Børn skal have en tryg barndom. Derfor vil vi, hvis vi får regeringsmagten ved et kommende valg foretage flere tidlige anbringelser. Søskende skal have lov at være sammen, plejefamilier skal have bedre forhold med løn, uddannelse og kobling til specialviden. Derudover vil vi have flere familieanbringelser, stille krav om kvalitet til anbringelsessteder og forhindre, at disse steder tjener penge på anbragte børn – penge som de trækker ud af virksomheden og stikker i egen lomme, sådan som vi har set adskillige eksempler på.
Men vi vil også satse på forebyggelse med etablering af familiehuse med fødselsforberedelse, forældrekurser og familierådgivning og sikre, at relevante oplysninger kan udveksles på tværs af forvaltninger og systemer. Også her skal der sættes ind langt tidligere end nu.
Det er på denne baggrund, Socialdemokratiet netop har lanceret et stærkt socialt udspil ”Altid på børnenes side”, hvor Mette Frederiksen samtidig har lovet at være børnenes statsminister, hvis hun får muligheden.
Kommentarer