Kultur

Børn og voksne fra FDF-kredse på Viborg-egnen til VM i København

Væbnermesterskabet i København bød på mange forskellige udfordringer og oplevelser. Foto: FDF

Børn og unge fra Ørum, Mammen, Bjerringbro og Viborg mødtes i Kristi Himmelfartsferien med 1.500 andre FDFere fra hele landet til udfordringer og leg ved Væbnermesterskabet 2023.

85 FDF-ere fra FDF Ørum, FDF Mammen, FDF Bjeringbro, FDF Overlund og FDF Viborg 3 var i Kristi Himmelfartsferien rundt i Storkøbenhavn for at deltage i Væbnermesterskabet (VM), en landsdækkende konkurrence for 11- til 18-årige FDFere og deres ledere, arrangeret af FDF, Frivilligt Drenge- og PigeForbund.

Fælles lejr

De fem lokale FDF-kredse havde i år  valgt både at køre sammen og bo sammen i en fælleslejr. Og det har været til både gavn og glæde, fortæller Rasmus Gustafsson, kredsleder i FDF Ørum.

– Den store fordel ved en fælles lejr er, at børnene får opbygget relationer til andre FDFere, og vi i stor grad har mulighed for at hjælpe hinanden så arbejdsbyrden ikke bliver så stor for den enkelte leder; og derved får både børn og voksne en bedre oplevelse, siger han.

– Den fælles lejr har givet en masse gode erfaringer og snakke, og vi har på tætteste hold oplevet, at vi kan mere sammen end hver for sig. Som kredsleder for FDF Ørum kan jeg kun se en fordel i at lave den form for samarbejde igen, hvilket der også blev snakket om på lejren, for eksempel til en anden lejr, vi har i september, fortæller Rasmus Gustafsson.

FDFere fra Ørum i aktion. Foto: Rasmus Gustafsson

De voksne leger med

I FDF sætter de voksne rammerne for et fællesskab, hvor alle kan være med. Det viser sig også på Væbnermesterskabet, hvor holdene er sammensat af 3 til 6 børn og et par voksne ledere.

De voksne skal motivere og holde gejsten oppe blandt alle på holdet, men de kender ikke dagens opgaver og kaster sig derfor ind i legen på samme vilkår med børnene og de unge.

– Fra FDF Viborg 3 var vi fem børn og én leder afsted, og det var vores første oplevelse med Væbnermesterskabet. Det har givet os et godt sammenhold og så har vi fået prøvet en masse udfordringer og vi har fået oplevelser sammen med andre som helt sikkert gør at vi også næste år vil deltage i VM, fortæller Michael Hjorth, leder i FDF Viborg 3.

– Fælleslejren sammen med de andre lokale kredse har helt sikkert også betydet, at der er skabt nye venskaber på tværs af kredsene. Det gælder for både børn og voksne, at sådan et stort stævne er med til at knytte os sammen, understreger han.

Patrulje fra Viborg3 med det specielle navn ‘Harald Viborg Alt i lavpriser’ på udflugt i hovedstaden. Foto: Michael Hjorth

Rundt i København

FDF-konkurrencen ‘Væbnermesterskabet 2023’ startede allerede i januar. Henover foråret har 197 patruljer dystet ved at løse online opgaver.

I Kristi himmelfartsferien samledes de til finalen i København, og i de tre dage har patruljerne konkurreret i mere end 40 udfordringer fordelt over hele hovedstadsområdet. Her er de blevet testet så forskellige temaer som logik, kreativitet og fysiske udfordringer.

– Jeg var med i vores tonsepatrulje, hvor vi virkelig kæmpede for at nå alle poster, få så mange point som muligt, og så komme med på det hemmelige natløb, siger 17-årige Elisabeth Vingborg fra FDF Bjerringbro.

– Jeg synes, det har været en megafed oplevelse at deltage i VM, og jeg er megaglad og stolt over, at vores patrulje var en ud af de 20 patruljer, der nåede det hemmelige natløb og kom i en top 10 i seniorrækken, siger hun.

Væbnermesterskabet bød også på gudstjeneste. Foto: Rasmus Gustafsson

VM kan noget særligt

Væbnermesterskabet generelt var en superoplevelse for både børn og voksne, lyder den samlede melding fra de lokale kredse.

– Det er fantastisk at komme på en lejr, hvor alting er så gennemført, og hvor børnene kan få nogle oplevelser, de sent vil glemme, med sig hjem, siger  Rasmus Gustafsson og tilføjer:

– Jeg har været i FDF siden jeg gik i første klasse, hvilket er 18 år siden. FDF har givet mig mange oplevelser, men VM er en af de oplevelser, jeg især kan huske tilbage på. Det, væbnermesterskabet kan, er at udfordre børnene på en måde, som vi ikke har samme mulighed for hjemme i kredsen.

Konkurrencedagene blev krydret med spændende og sjove oplevelser, underholdning, en tur på Bakken og en gudstjeneste. Søndag sluttede konkurrencen af med præmieoverrækkelse, hvor vindere i to aldersrækker blev kåret.

Aktiviteter til lands (FDF Viborg3). Foto: Michael Hjorth
– til vands (FDF Ørum). Foto: Rasmus Gustafsson
– og i luften (Albert fra FDF Mammen). Foto: FDF
FDF Overlund på ‘rotur’ i S-toget. Foto: FDF
FDF Bjerringbro på vej i vandet. Foto: FDF

Kommentarer