Blomstergården inviterer til temadag om Rhododendron
Mange har sikkert bemærket, hvordan rhododendron-buske overalt lige nu pryder haver og parker med ders svulmende blomsterpragt i farver fra kridhvid til blodrød. Det er højsæson for den smukke plante, som man kan lære meget mere om på Blomstergården den kommende weekend.
På søndag 4. juni, pinsedag, sætter Blomstergården ved Viborg fokus på rhododendron og surbundsplanter.
Netop nu er de store rhododendron på Blomstergården i fuld blomst, og det er i sig selv et flot syn. Dertil kommer der en lang række af andre planter, som også kræver såkaldt surbundsjord.
Der er også forskellige bærbærende buske, der lever i kalkfattige områder. Surbundsplanter er måske i virkeligheden nogle af de nemmeste planter til haven, hvis enkle regler følges, oplyser Villy Mougaard, der er daglig leder af Blomstergården, og som har mere end 40 års erfaring med dyrkning af surbundsplanter.
Har man fået lyst til at vide mere om plantene, så er det bare om at møde op på temadagen på søndag, hvor Villy Mougaard vil være guide på nogle rundvisninger henholdsvis klokken 11, 13 og 15 i Blomstergårdens Rhododendron-afsnit. Her kan man lære meget om de mange forskellige rhododendron og andre surbundsplanter.
På temadagen er rundvisningen inkluderet i entreen.
Kommentarer