Birthe Harritz: Vi så ikke nogen, der sad på hænderne
Debatindlæg af Birthe Harritz.
Tjelevej 6, Ørum. Socialdemokratisk byrådskandidat.
I begyndelsen af sommerferien var jeg på en dejlig vandretur med min veninde, Karin. Vi begyndte turen i Hald Ege. Vi ville gå på den nedlagte bane, hvor vi kunne gå uforstyrret. Det var en dejlig tur, og de eneste, vi mødte, var nogle få cykelturister med store oppakninger.
Da vi kom til Skelhøje, havde vi lyst til at spise vores medbragte mad. Vi så os lidt omkring og fandt et bord ud for købmandsbutikken. Vi tænkte, at vi nok skulle købe noget for at få lov til at sidde ved bordet, så vi købte noget at drikke til vores mellemmadder.
Vi blev ekspederet af flinke folk, der sagde, at vi da ikke behøvede at købe noget for at sidde ved butikken, og vi måtte også gerne låne toilettet, hvis vi havde brug for det.
Da vi sad og spiste, kom der en mand og ønskede os velkommen, og han præsenterede sig som byens turistchef. Han var meget imødekommende, spurgte til vores tur og fortalte ivrigt om byen, om butikkens opståen, og om alle de frivillige, der holder gang i butikken.
Da vi havde spist og skulle til at gå tilbage, dukkede turistchefen op igen. Han forklarede os, at vi ikke behøvede at gå samme vej tilbage, men at der også var en anden dejlig rute, der gik over Dollerup Bakker. Han fortalte også om en udstilling i et hus længere nede ad gaden i byens kulturhus.
Vi gik ned og så udstillingen og blev noget overraskede over at se, at der også er overnatningsmulighed i huset.
Vi nød tilbageturen i fulde drag, der er altid så dejligt i Dollerup og ved Hald sø.
Både Karin og jeg var meget imponerede over vores besøg, over at folk i Skelhøje magter at få købmandsbutikken til at køre og over deres fine kulturhus. Det vidner om godt sammenhold, stor aktivitet og meget frivillig arbejdskraft. Jeg har altså ikke samme opfattelse som vores borgmester, Torsten Nielsen, der påstår, at folk i Skelhøje bare sidder på hænderne.
Kommentarer