Birthe Harritz: Klassisk musik på skoleskemaet
Læserbrev af Birthe Harritz. SFO- ansat på Ørum Skole.
Jeg er meget glad for, at Viborg Kommune har en fireårig samarbejdsaftale med Danmarks Underholdningsorkester. Aftalen går frem til 2021, og samarbejdet er i fuld gang. Jeg er så utrolig heldig allerede at have haft berøring med orkesteret og at have nydt deres fortræffelige musik.
Jeg går for tiden på et 30 timers musikkursus fordelt på fem dage. Det er et opkvalifiseringskursus for lærere og pædagoger, der underviser i musik i folkeskolen. To af kursusdagene er det med deltagelse af musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. På vores kursusdag i sidste uge havde vi besøg af fem fantastiske musikere. Temaet var at lytte til musik og at udbrede kendskabet til klassisk musik. Musikerne spillede for os og gav sig også tid til at snakke om musik, om instrumenter og meget andet.
Fredag aften (7. september, red.) overværede jeg en forrygende koncert med hele 45 musikere fra orkesteret. Koncerten havde titlen 500 års musik på 2 timer og var en rejse gennem den klassiske musiks historie. De forskellige musikstykker blev fint bundet sammen af skuespilleren Rasmus Botoft.
Det var en herlig og indimellem også morsom koncert, der også var suppleret af mange billeder på storskærm og med violinisten Kim Sjøgren og tenoren Rasmus Jupin som solister.
Næste møde, som jeg får med nogle fra orkesteret, er sammen med mine elever i 3. klasse. Der er lavet et forløb, hvor eleverne på klassen skal se nogle musikvideoer med undervisningsmateriale, som vi får tilsendt, og der vil blive nogle timer hvor klassen får besøg af musikere fra orkesteret. Som afslutning bliver klassen inviteret til en stor koncert i Viborg sammen med elever fra andre skoler.
Jeg er så sikker på, at mødet med Danmarks Underholdningsorkester vil glæde andre end mig. Jeg synes, at det er en gave, at kunne møde topprofessionelle musikere, der helt sikkert vil vække børnenes lyst til også at høre klassisk musik.














Kommentarer