Debat og politik

Bevar muligheden for at arbejde på deltid

Debatindlæg af Steen Thomsen (DF), medlem af Region Midtjylland

Mange sygeplejersker og sosu-assistenter og øvrigt sundhedspersonale har et berettiget ønske om at være på deltid. Det kan eksempelvis være, at man er enlig forsørger eller at det i en periode giver bedst mening for en selv.

Men i denne måned skal regionrådet desværre behandle et absurd forslag, hvor regionen vil diktere, at alle stillinger på regionens sygehuse opslås som fuldtidsstillinger. Det er slut med mulighed for deltidsansættelse og kun de få koncernledelsesrepræsentanter vil kunne give dispensation fra det nye diktat.

På denne måde afskærer man alle de gode ansøgere, der ønsker at arbejde på deltid. Og man stavnsbinder deltidsmedarbejdere til deres nuværende job. For hvis de søger et andet job i regionen, så er der kun mulighed for fuld tid.

Vi går i DF ind for fleksibilitet. Det er fint, at alle deltidsansatte skal udstyres med en ret til at gå på fuld tid. Men vi skal samtidig respektere, at der er kommende ansøgere, der ønsker at arbejde eksempelvis 32 timer og dem skal vi også have plads til. Vi mangler sygeplejersker og sundhedspersonale. Hvorfor skal vi kun rekruttere i den del, der ønsker fuld tid. Der bør i stillingsopslagene stå, at der også er mulighed for at forhandle sig til en deltidsstilling, så deltidsansøgere dermed ikke er afskåret på forhånd.

I Dansk Folkeparti mener vi, at medarbejdernes ønsker skal respekteres og derfor vil et diktat om, at alle nye stillinger kun kan opslås som fuldtidsstillinger være en hån mod de mange, der fortsat ønsker deltidsstillinger.

Regionen burde i stedet værdsætte såvel fuldtidsansøgere som deltidsansøgere. Faktisk kan det være lettere at få en vagtplan til at gå op jo flere ansatte, der er i afdelingen.

Regionen skyder sig selv i foden, hvis man afskærer alle ansøgere, der ønsker et deltidsjob fra at søge fremtidige stillinger.

Så udvis i stedet noget fleksibilitet og ansæt de bedst egnede fremfor at afskære gode ansøgere, der ønsker deltid, mulighed for jobs i region Midtjylland.

Kommentarer