Bevar fagligheden ved borgerne

Af Lene Bach Nørgaard, Moderaterne
Bevar sygeplejens faglighed i kommunerne – det er en forudsætning for lighed i sundhed
Som sygeplejerske og kandidat til både regionsråd og byråd har jeg mærket det på egen krop: Presset i sundhedsvæsenet vokser, og opgaverne i kommunerne bliver flere og mere komplekse. Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at sikre, at vi ikke mister blikket for det vigtigste – fagligheden, borgeren og sammenhængen i vores sundhedsvæsen.
Tværfaglige indsatser er en gevinst, når de fungerer – men ikke hvis de sker på bekostning af det monofaglige fokus. Når vi sammensætter tværfaglige teams, må vi ikke glemme, at sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter har stærke, selvstændige fagligheder, som hver især bidrager med noget helt særligt. Det samme gælder social- og sundhedshjælpere og ufaglærte medarbejdere, som spiller en vigtig rolle tæt på borgeren i hverdagen. Alle skal anerkendes for deres bidrag – men det kræver klare rammer og tydelighed i faglighed og ansvar. Der er en reel risiko for, at det bliver uklart, hvem der gør hvad – og hvad der rent faktisk er god sygepleje, god terapi eller god rehabilitering.
I Moderaterne arbejder vi for, at der skal være faste tværfaglige teams omkring borgeren, så vi skaber kontinuitet og tryghed. Det handler ikke kun om relationer, men om kvalitet: Når fagpersoner kender borgeren og hinanden, styrkes både koordineringen og den faglige vurdering. Men faste teams kræver, at vi prioriterer faglighed, uddannelse og ledelse – ellers bliver det bare endnu en god idé på papiret.
Derfor vil jeg:
-
kæmpe for bedre muligheder for at rekruttere og fastholde sygeplejersker, terapeuter og andre sundhedsprofessionelle – både i kommunerne og i regionerne,
-
gøre det til en mærkesag at bringe forskningen helt tæt på borgerne – både i hjemmeplejen, i kommunale sygeplejeklinikker og i regionalt regi,
-
og sikre, at alle faggrupper får adgang til faglig sparring og evidens – ikke blot mavefornemmelser og synsninger.
Vi skal turde måle, dokumentere og vise, hvad der virker – og hvad der kan gøres bedre. Samtidig skal borgerne kende til og forstå, hvad de forskellige faggrupper bidrager med. Det skaber respekt, gennemsigtighed og tillid.
For sygepleje er ikke bare noget, vi gør. Det er noget, vi ved – og noget, vi har bygget et helt velfærdssamfund på. Det skal vi turde sige højt.
Sundhedsreformer virker kun, når fagligheden er med hele vejen. Det vil jeg arbejde for – med sygeplejen som en tydelig stemme i fremtidens nære sundhedsvæsen.
Kommentarer