Erhverv

Bestyrelsen varsler midlertidig lukning af Midtjyllands Lufthavn

Arkivfoto

Hovedparten af medarbejderne i Midtjyllands Lufthavn kan se frem til at blive varslet afskediget. Det skyldes, at bestyrelsen forbereder en midlertidig nedlukning af lufthavnen, da det er usikkert, om det lykkes at lave en aftale med en ny operatør. 

Der er stadig ikke landet en aftale med en ny operatør om at stå for flyvninger til og fra Midtjyllands Lufthavn, når den nuværende aftale med flyselskabet DAT udløber den 9. december 2022.

Selv om der stadig forhandles, har lufthavnens bestyrelse derfor varslet en midlertidig lukning af Midtjyllands Lufthavn. Det betyder, at hovedparten af medarbejderne varsles afskediget.

– På medarbejdernes og på Midtjyllands vegne er jeg utrolig ked af, at vi nu er nødt til at varsle en midlertidig nedlukning af lufthavnen og varsle opsigelse af medarbejderne. Men som ansvarlig bestyrelse har vi ikke andre muligheder, når vi ikke har en ny aftale på plads på nuværende tidspunkt. Vi håber stadig, at vi lykkes med at finde en ny operatør til Midtjyllands Lufthavn, men vi skal forberede os på det værst tænkelige scenarium, som er en permanent nedlukning, siger bestyrelsesformand Ulrik Wilbek.

Stadig håb

De medarbejdere, der bliver varslet opsagt i forbindelse med nedlukningen, er blevet informeret i dag, og Ulrik Wilbek understreger, at man fra bestyrelsens side er meget opmærksom på de menneskelige konsekvenser.

– Vi vil nu begynde en dialog med de faglige organisationer, så vi kan hjælpe de berørte medarbejdere videre på den bedst mulige måde, hvis lufthavnen ikke genåbnes, siger Ulrik Wilbek.

Han ønsker til gengæld ikke at kommentere på de konkrete forhandlinger med potentielle nye operatører, ligesom han heller ikke kan kommentere på de langsigtede planer, hvis det ikke lykkes at finde en ny operatør.

– Vi ønsker fra bestyrelsens side at vise rettidig omhu ved at varsle en midlertidig nedlukning med de deraf følgende konsekvenser. Det ændrer dog ikke på, at vi stadig er fuldt fokuseret på arbejdet med at finde en ny operatør til gavn for ikke mindst erhvervslivet i Midtjylland. Det betyder, at der er en lang række spørgsmål, vi ikke kan besvare endnu, siger Ulrik Wilbek.

 

 

Kommentarer