Benny Andersen mindes med fællessang i Karup og på Skakbrættet
Der er fællessang og hygge på programmet i Karup Kultur- og Forsamlingshus og på Skakbrættet i september, hvor den folkekære digter og samfundsrevser, Benny Andersen, mindes.
Fællessang er sundt for både krop og sjæl, derfor rykker Kulturskolen Viborg og Viborg Bibliotekerne også ud i lokalområderne i Viborg Kommune for at fyre op under fællessangen. Sidste torsdag i september kommer arrangementet til Karup Kultur- og Forsamlingshus.
Vi mindes Benny Andersen
For ganske nylig tog vi afsked med Benny Andersen. Han er den digter fra vores egen tid, som har fået flest sange optaget i Højskolesangbogen.
– Jeg beretter om Benny Andersens liv, og de personer fra hans liv, som jeg har kendt, Peter Bastian, Børge Wagner og Poul Dissing. Det fortæller Palle Kjeldgaard, musikfagskoleleder på Kulturskolen Viborg og aftenens sangvært.
– Vi synger fem af Benny Andersens mest kendte sange, som spænder fra Svantes Lykkelige Dag til Aftentur med Rosalina. Og naturligvis vil vi også synge de mest elskede efterårssange: Nu er det længe siden, Sensommervise, Det lysner over agres felt og Septembers himmel er så blå.
Akkompagnementet er i sikre hænder med pianist David Strong, som også vil optræde med et solonummer.
Den personlige vinkel
Sangene bliver enkeltvis præsenteret af Palle Kjeldgaard, som har en lang karriere inden for musikken. Han er uddannet violinist og har været koncertmester i Randers Kammerorkester og Aalborg Symfoniorkester samt musikchef for Aalborg og Aarhus Symfoniorkester.
”Syng med mig”, som arrangementet hedder, finder sted den 27. september klokken 19.00 i Karup Kultur- og Forsamlingshus. Efter en times fællessang er der hygge og snak.
Entré koster 30 kroner, inklusive kaffe og kage.
Tilmelding kan ske på telefon 30 23 19 23 eller på mail: booking@karupforsamlingshus.dk.
Også på Skakbrættet
Benny Andersen bliver også mindet på Skakbrættet i september.
”Syng med mig” med Palle Kjeldgaard afholdes nemlig også på Hovedbiblioteket i Viborg lørdag den 29. september klokken 11.
Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
Kommentarer