Begejstring for amerikanerbiler kender ingen alder
Når de farvestrålende og patinerede amerikanerbiler stiller op til Alley Cats-træf på Dyrskuepladsen i Viborg bliver det med besøg fra en række af kommunens plejecentre, som kommer på besøg fredag.
Selv om man er flyttet på plejecenter, kan man godt stadig have benzin i blodet. Derfor har beboerne på en række af kommunens plejecentre fået mulighed for at komme med på tur til biltræffet Alley Cats på fredag 23. juni.
Det var centerleder for Højvangen i Ørum og Pensionistgården i Vammen, Per Aastradsen, der fik ideen.
– Når jeg ser en mulighed for at give vores beboere nogle nye oplevelser, ja, så skal det da prøves af, fortæller han.
Han kontaktede sine kolleger ved de andre plejecentre i kommunen, som alle var med på ideen. Det samme var formanden for Alley Cats, Allan Jensen.
– Jeg synes, det er en rigtig fed idé. Vi er til for alle aldersgrupper, og vi glæder os til at få besøg af de gamle, siger han og fortæller, at klubben har flere medlemmer “oppe i årene”, mens klubbens yngste medlem fik kørekort for bare halvandet år siden.
7 forskellige plejecentre
Ideen var også populær blandt de ældre. Således kører 7 busser afsted fra ligeså mange plejecentre i kommunen, heriblandt Højvangen og Pensionistgården, som er repræsenteret med fem mand og en enkelt dame foruden personale.
De ældre ankommer på Dyrskuepladsen klokken 14.30, hvor de modtages af en af klubmedlemmerne, Steffen Skov, som Per Aastradsen kender.
– Busserne får lov at køre rundt på pladsen, så vores beboere kan besigtige bilerne. De fleste er jo kørestolsbrugere, og det dur ikke på græs, forklarer Per Aastradsen og tilføjer, at de der kan, naturligvis får mulighed for at komme ud og om ikke sparke dæk så i hvert fald tage de flotte biler i nærmere øjensyn.
Også formanden for Ældre- og sundhedsudvalget, Mette Nielsen, bifalder initiativet:
– Jeg er meget begejstret for, at foreningerne åbner sig for plejecentrene, så vores ældre borgere fortsat kan være en del af kulturlivet som her under Snapsting, siger hun.
Alley Cats Car Club er en velkendt tradition i Viborg i forbindelse med Hærvejsmarchen. I år har de internationalt træf med omkring 500 biler – heriblandt gæster fra blandt andet Norge og Tyskland.
Der er adgang til at se de flotte biler på Dyrskuepladsen fra torsdag til søndag, og der køres i kortege gennem byen lørdag eftermiddag.
Læs mere om arrangementet på www.alleycats.dk
Kommentarer