Burhan G med nye og gamle sange i Tinghallen
Der er dømt ”Showtime”, når populære Burhan G fredag aften den 3. marts giver koncert i Tinghallen sammen med sit band af håndplukkede musikere fra hele verden
Med sange som ”Din for evigt” og ”Kalder mig hjem” har Burhan G manifesteret sig som tidens helt store leverandør af flotte ballader, der er gået rent ind hos publikum. Balladerne mestrer han fortsat, men som både sanger og sangskriver kan Burhan G også så meget andet.
Det kan du få beviset på ved koncerten i Tinghallen fredag aften den 3. marts, hvor Burhan G vil flytte grænser for liveoplevelsen for publikum. Overskriften er “Showtime” – og showtime bliver det med garanti. Sammen med sit band, bestående af håndplukkede musikere fra hele verden, vil Burhan G både præsentere en stribe af de kendte og elskede ballader, der kickstartede hans karriere, og en række nye popsange. Heriblandt ”’Lucy”, titelsangen fra hans nye album.
Burhan G har brugt de senestes to år på at skrive og producere det nye album, hvor flere af sangene handler om piger, han er stødt på gennem sit liv.
– Det er sange om mennesker der har fascineret mig, kvinder, der har taget mig op til skyerne eller helt ud på kanten af livet, fortæller Burhan G, der med ’Lucy”-albummet også har vasket tavlen ren: Mine tekster inspirerede mig til igen at sætte noget på spil og gav mig lyst til nærmest at skulle genopfinde mig selv og min sound, forklarer den populære sanger.
Kommentarer