Bag kulisserne på et hit – mød producer Ole Bjørn på Hovedbiblioteket

Hvordan ved man, om man har et hit? Og hvad sker der egentlig bag mixerpulten, når sange som ’I morgen er der også en dag’ med Andreas Odbjerg bliver til?
VIBORG – Nu er der chance for at komme helt tæt på maskinrummet i dansk musikproduktion, når producer og tidligere Dúné-medlem Ole Bjørn Heiring Albertsen vil fortælle om processen fra skitse til færdigt produceret nummer.
Det gør han i en samtale med kulturformidler Anja Ingwersen på Hovedbiblioteket i Viborg, og der vil være rig mulighed for publikum at stille spørgsmål undervejs.
Ole Bjørn har produceret musik for mange kendte danske kunstnere, fx Burhan G, Drew Sycamore, Ankerstjerne, Lis Sørensen, Mads Langer og Blæst, og han deler gavmildt ud af sine erfaringer og refleksioner om processen bag moderne musikproduktion.
Om Ole Bjørn
Keyboards og Synthesizer i bandet Dúné (2001-2018), som vandt international anerkendelse i 2000’erne
Ole Bjørn var producer på bandets sidste to albums og har siden bandets opløsning i 2018 primært arbejdet som producer.
Han er velkendt og højt eftertragtet i den danske musikbranche. Ole Bjørn er en meget alsidig producer og behersker mange genrer – alt fra urban hiphop og afrobeat til klassisk pop. Hans personlige favorit og ubestridte speciale er dog popmusik med en organisk fornemmelse.
Arrangementet den 23. oktober starter klokken 19 og billetter koster 75 kroner plus gebyr. For unge under 25 år er prisen 56 kroner plus gebyr. Der vil være mulighed for at nyde en øl fra den lokale ølbar Ølluminati.
Køb billet og læs mere på viborg.dk
Kommentarer