Debat og politik

At bestemme over sit eget liv – hele livet.

Af Peter Juhl, Medlem af byrådet, Det Konservative Folkeparti

Bare fordi man bliver gammel, holder man ikke op med at ville træffe sine egne valg og bestemme over sit liv.

Når en ny borger i Viborg kommune kommer til verden, skal vi give de små børn, eller rettere deres forældre friheden til at vælge mellem vuggestuer og dagplejer, så man kan finde det sted der passer den enkelte familie bedst.

Det samme skal gælde, når man efter et langt liv kommer til det punkt, hvor man har brug for hjælp til hverdagens praktiske opgaver, hvad enten det er rengøring, personlig pleje eller ny bopæl på et plejehjem.

I Det Konservative Folkeparti er vi derfor klar med et nyt udspil på ældreområdet. Et udspil der skal sikre gode vilkår for friplejehjem og give ældre det frie valg.  Det er ikke politikere, der skal bestemme over ældres hverdag – det skal de selv.

Min egen mor flyttede på plejehjem sidste år. Det skal siges at hun er erklæret terminal, så det var med fokus på at finde et sted, hvor hun var tryg ved deres erfaring med ældre ned lav lungekapacitet grundet sygdommen KOL.

Vi fandt et sted der passede til hendes ønsker og hvor hun var tryg ved den kontaktperson hun fik tildelt, for det var vigtigt for hende, at hun selv kunne bestemme hvor hendes sidste tid skulle tilbringes.

Det at der er valgmuligheder, giver rigtig god mening, da vi lever forskellige liv og har forskellige prioriteter. Nogle vil gerne leve deres sidste tid i eget hjem, mens andre gerne vil på plejehjem og derfor har specifikke ønsker og krav til hvor og hvordan de vil bo.

I TV så jeg for nylig et program om Dagmarsminde, et mindre friplejehjem, hvor livet virkeligt blev levet og hvor flere beboere lagde medicin på hylden

I Viborg kommune har vi både kommunale- og friplejehjem. Det giver valgfrihed for den enkelte ældre, men det giver også mulighed for at de to forskellige typer af plejehjem lære af hinanden, for der findes her helt lokalt også masser eksempler, hvor vores kommunale plejehjem gør det helt fantastisk.

Derfor skal vi politikere i alt vi gør have fokus på den enkelte borger og deres frie valg og lader offentlige og private tilbud lære af hinanden, for det er ikke kun et spørgsmål om hvor mange penge der bruges, men også om hvordan de bruges.

Kommentarer