Foulum

Apple vil udvide mod øst. Planer er sendt i høring

Den røde markering på kortet markerer den 25 hektar store grund, som Apple ønsker at udvide med. De to cirkler, som vi har ført på, angiver placerinfgen af henholdsvis Tjele Maskinstation (tv) og Fuglsøgaard, som begge er omtalt artiklen. Oversigtskort: Viborg Kommune

Viborg Kommune har netop besluttet at iværksætte forarbejdet med et lokalplanforslag, der giver Apple mulighed for at udvide med 25 hektar mod øst. Mandag 5. november er der indkaldt til borgermøde om sagen.

Ved sidste uges møde i økonomi- og erhvervsudvalget 3. oktober blev det vedtaget, at Viborg Kommune går videre med planlægningen af en udvidelse af Apples datacenter-område mellem Foulum og Ørum.

Det er konsulentfirmaet Gottlieb Paludan Architects, der på vegne af Apple har anmodet om, at kommunen igangsætter en lokalplansændring med henblik på overtagelse af jorden til erhverv.

Af ansøgningen fremgår det blandt andet, at der ikke er planer om, at datacenteret skal være større end de planlagte cirka 250.000 kvadratmeter, men at man ønsker udvidelsen for at få bedre udnyttelse af det samlede areal.

Det fremgår desuden af ansøgningen til kommunen, at der ikke vil blive ændret ved hovedadgangsvejen til datacentret fra Hobro Landevej, men at man vil undersøge muligheden for en ‘sekundær vejadgang’ til datacentret. Der skal anlægges en ‘grøn landskabelig kant’ mod omgivelserne. Desuden er det anført, at grænseværdierne for virksomhedsstøj skal overholdes, og der skal i lokalplanforslaget indarbejdes bestemmelser til beskyttelse af grundvandet; størstedelen af det nye areal ligger nemlig i et område med særlige drikkevandsinteresser.

Fordebat og borgermøde

På økonomi- og erhvervsudvalgsmødet besluttede man samtidig at sætte gang i en fordebat, der skal køre over 4 uger. Som en del af fordebatten afholdes et borgermøde mandag 5. november fra klokken 17 til 19 i Multisalen på rådhuset i Viborg.

Det bliver forvaltningens opgave at afgøre, om der skal laves en egentlig miljørapport om konsekvenser af udvidelsen, og om det i givet fald er VVM-pligtigt ved sagsbehandlingen af det enkelte projekt.

Udvidelsen fordrer ikke nye nødstrømsanlæg eller en udbygning af Energinets koblingsstation i forbindelse med anvendelsen af det nye areal, og der bliver ifølge oplægget heller ikke tale om, at datacentrets samlede energiforbrug forøges i forhold til de tilladelser, der allerede er givet.

(Be)klemte naboer

Arealet, som Apple vil overtage anvendes i øjeblikket som landbrugsjord, og Apple har allerede en tinglyst forkøbsret på det pågældende areal; en forkøbsret som ifølge Landsbyernes oplysninger udløber om nogle måneder.

Som det kan ses på oversigtskortet til venstre, så vil Apples udvidelse mod øst betyde, at Tjele Maskinstation bliver fuldstændigt omkranset af Apple-jord med undtagelse af et lille stykke ud mod Overlundvej og Blichers Allé. En fremtid parret Lis Sidelmann og Bjarne Skjødt ikke ser frem til med begejstring.

– Vi var jo godt klar over, at det ville ske på et eller andet tidspunkt, men det er da bekymrende med udsigten til pludselig at ligge klods op ad Apple-grunden på tre sider. Et er, hvad det medfører af støjgener døgnet rundt i mange år fremover, vi er plagede nok af byggeriet derovre lige nu. Men hvad kan det få af betydning for vores egen forretning med den placering, siger Lis Sidelmann.

Netop maskinstationens placering har også givet anledning til rygter om, at parret skulle have solgt til Apple, men det afviser Lis Sidelmann pure.

– Vi kæmpede for at beholde vores jord dengang Apple var på udkig i området, så vi værner om det, der er vores, også selvom det betyder, at vi nu kommer til at ligge midt i en ‘æbleskov’, siger hun

Hendes bekymring for den udsigt deler hun med Anders Andersen og hans søn, Joachim Andersen, fra Fuglsøgård. Deres jord vil med østudvidelsen komme til at støde direkte op til Apple datacentergrunden.

– Hvad kommer det til at betyde for vores bedrift, at vi pludselig ligger klemt inde mellem 2 byzoner, spørger Anders Andersen retorisk. Han og sønnen er midt i et generationsskifte, og de mener fremtiden for gården ser sløje ud.

– Det bliver jo nærmest umuligt for os at udvide vores forretning; vi vil blive mødt med helt nye miljøkrav, det er helt umuligt. Og så er det umuligt at ryste den usikkerhed, hele historien med perspektivgrunden har skabt, af sig, tilføjer han.

Lis Sidelmann er også indigneret over, at man fra kommunens side ikke har informeret dem som nærmeste naboer om de forestående planer.

– Det kan da godt være, at vi udmærket har vidst, det ville komme hertil, men man kunne da lige have gjort sig den ulejlighed at informere os om, hvad der sker, så vi ikke skal læse om det i avisen. Det ville have været ordentligt at gøre, fastslår hun.

Kommentarer