Ansøgningsfrist nærmer sig: 10,9 millioner kroner til projekter på landet
Borgere og foreninger i landdistrikterne skal til at spidse blyanten, hvis de vil søge om midler fra Erhvervsministeriets landdistriktspulje, der er åben for forsøgsprojekter, forsknings- og informationsprojekter samt projekter på de små øer.
Ansøgningsfristen for årets første ansøgningsrunde af Erhvervsministeriets landdistriktspulje er ved at nærme sig. Puljen er åben for ansøgninger for i alt 10,9 millioner kroner til nye forsøgsprojekter i landdistrikterne, projekter på de små øer samt forsknings- og informationsprojekter, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Det er erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) som har fastlagt fordelingen af Landdistriktspuljens midler.
Med årets anden ansøgningsrunde udmønter Landdistriktspuljen dels 2,5 millioner kroner til projekter, der kan bidrage til at forbedre levevilkårene i de små øsamfund, og dels 5,4 millioner kroner til forsøgsprojekter i landdistrikterne, der kan fremme beskæftigelse, erhvervsudvikling, service, levevilkår, bosætning eller lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne.
Derudover er der afsat 3 millioner kroner til forsknings- og informationsprojekter, der belyser landdistrikternes udviklingsvilkår og informerer om udviklingsmulighederne i landdistrikterne.
Landdistriktspuljen, som har eksisteret igennem en længere årrække, bidrager til at skabe liv og aktivitet, mener Landdistrikternes Fællesråd.
– Landdistriktspuljen er et vigtigt virkemiddel i forhold til at stimulere bosætning, beskæftigelse og ikke mindst det gode liv på landet, siger formand Steffen Damsgaard og fortsætter:
– Udviklingen i landdistrikterne kommer ikke af sig selv, mange mennesker engagerer sig og yder hver dag en kæmpe indsats for fællesskabet. Derfor håber jeg, at mange ildsjæle, kommuner og andre interesserede vil søge om støtte fra Landdistriktspuljen.
I årets første ansøgningsrunde for forsøgsprojekter prioriteres projekter inden for temaet ”Nye veje til service, erhverv og velfærd – afprøvning af nye samarbejdsformer mellem erhvervsliv, civilsamfund og offentlige aktører” og forsknings- og informationsprojekter prioriteres inden for temaet ”Fremtidens arbejdsmarked i landdistriktsperspektiv”.
Ansøgninger skal være Erhvervsstyrelsen i hænde inden 15. marts klokken 12.00.
Læs mere om puljen og find ansøgningsskemaer og vejledninger på Erhvervsstyrelsens hjemmeside Liv og Land
Aftalebaseret støtte til aktører i landdistrikterne
Landdistriktspuljen støtter desuden tre organisationer: Sammenslutningen af Danske Småøer, der er interesseorganisation for de 27 danske småøer, Landdistrikternes Fællesråd, der varetager fælles opgaver og interesser for landdistrikter og yderområder, og slutteligt Food Organisation of Denmark, som er et offentligt-privat partnerskab.
Støtten til Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer øges i år med 300.000 kroner til 1,5 millioner kroner til begge organisationer. “Begge organisationer leverer et vigtigt stykke arbejde for udviklingen af landdistrikterne”, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
– Jeg glæder mig over, at erhvervsminister Brian Mikkelsen med udmøntningen af Landdistriktspuljen viser, at regeringen støtter vores arbejde for at skabe bedre muligheder for at bo og leve i hele Danmark, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråd er national sparringspartner for Folketinget og centraladministrationen og formidler i den forbindelse relevante informationer omkring puljer, aktiviteter og lignende.
Kommentarer