Debat og politik

Anerkend det administrative personales betydning og sæt velfærd på dagsordenen

Marianne Køpke, Formand for HK Kommunal MidtVest

Debatindlæg af Marianne Køpke, Formand for HK Kommunal MidtVest.

Kandidaterne til det kommende byråds- og regionsrådsvalg 21. november 2017 bør anerkende det administrative personales betydning og dermed sætte velfærd på dagsordenen.

Kære kandidater til byråds- og regionsrådsvalg:

Vil I være med til at anerkende det administrative personales betydning? Vil I være med til at ruste op, så de enkelte faggrupper udfører det arbejde, de er uddannet og ansat til? Vil I være med til at sætte velfærd på dagsordenen?

Det er dyrt at spare på administrationen. Det er en myte, at det er gratis. Arbejdet forsvinder ikke, selv om administrationen bliver sparet væk. Det vil i stedet tage tid fra det arbejde, de andre faggrupper er uddannet og ansat til at udføre.

Det er administrationen, der er kittet, der holder velfærdssamfundet sammen. Hver besparelse går ud over borgerne, der må vente længere ved de borgervendte opgaver. 80 til 85 procent af medlemmerne i HK Kommunal MidtVest har borgerkontakt.

Det handler om både kontor- og IT-ansatte på rådhuse, dag- og ældreinstitutioner, regionshuse og sygehuse, lægesekretæransatte på sygehuse, miljømedarbejdere, tandklinikassistenter og biblioteksassistenter, der alle udfører en lang række borgerrettede opgaver.

Selv om vi lever i en tidsalder med digital selvbetjening, er det ikke alle opgaver, der kan klares via en computer, og der er stadig mange, der skal have hjælp til at klare sig selv på nettet. Og det er ikke kun ældre medborgere, der har brug for det. Det kræver tid fra medarbejderne, der har mange forskellige opgaver, og de hjælper gerne, hvor der er et behov.

Kommentarer