Viborg By

Andreas Feldbak kåres som Danmarks Unge Fototalent 2018

Vinderbilledet 'Local Catch'. Foto: Andreas Feldbak

I forbindelse med den officielle åbning af Fotodage Viborg i dag fredag 4. maj har man kåret vinderen af konkurrencen Danmarks Unge Fototalent, og prisen går denne gang til 20-årige Andreas Feldbak, der vinder med et stemningsfuldt foto, som han har givet titlen ‘Local Catch’.

I år er det fjerde gang, at Fotodage Viborg kårer Danmarks Unge Fototalent – landets bedste amatørfotograf mellem 15 og 25 år. Det skete i forbindelse med festivalens åbning på Hovedbiblioteket i dag klokken 15, hvor borgmester Ulrik Wilbek holdt åbningstalen, hvorefter årets fototalent blev afsløret og hyldet.

Med hæderen følger blandt andet muligheden for at udvikle fototalentet på Medieskolerne, hvor vinderen inviteres til at deltage i en uges gratis og intensiv undervisning, og tilbuddet om en soloudstilling under Fotodage Viborg 2019.

Årets vinder

Vinderfotoet ‘Local Catch’ er taget af 20-årige Andreas Feldbak, der oprindelig er fra Viborg, men i dag bor i Aarhus, hvor han læser Elektrisk Energiteknologi på Aarhus Universitet. Andreas fortæller, at han har fotointeressen fra sin far, der altid har fotograferet meget. Som 6-årig fik Andreas et engangskamera, og der gik ikke lang tid, før det blev udskiftet med et digitalkamera købt for penge tjent ved græsslåning.

Uddannelse har fyldt meget i Andreas’ liv de senere år, så fotointeressen er især blevet dyrket på ferier. Vinderfotoet er da også taget under en ferie på Malta, hvor Andreas’ familie fandt frem til en lokal strand, som var langt mere interessant end de traditionelle badestrande. Her var lokale fiskere i gang med arbejdet – og det er netop silhuetten og bevægelsen hos en af dem, som Andreas har indfanget med sit kamera på en måde, så man føler, at man selv ligger der i solen på stranden og oplever situationen.

Andreas fortæller, at billedet er taget tilbage i 2015, men at han har haft det fremme nogle gange siden og redigeret lidt hver gang, indtil det var helt, som det skulle være.

Oplev de bedste konkurrencefotos

I alt 46 unge har indsendt godt 130 fotos til dette års konkurrence, som har været hård. Et udvalg af de bedste billeder fra konkurrencen er udstillet sammen med Andreas Feldbaks vinderbillede på Hovedbiblioteket i Viborg under Fotodage Viborg 4.-27. maj.

Kommentarer