Viborg By

Det almene gymnasiums har succes i Viborg

141 uddannelsesinstitutioner i Danmark udbyder den 3-årige stx-gymnasieuddannelse. Viborg er heldig at have to forskellige stx-tilbud, nemlig Viborg Katedralskole og Viborg Gymnasium og HF. Oveni hatten tilbyder de to uddannelsesinstitutioner unge i Viborg såvel HF som International Baccalaureate (IB).

Foråret nærmer sig og derfor også tiden, hvor mange unge sammen med deres forældre skal træffe valg vedrørende ungdomsuddannelse. Hvor skal jeg tilbringe de næste 2-3 år af mit liv? – i hvilket uddannelsesmiljø ønsker jeg at indgå i? – og hvilke drømme gør jeg mig om fremtiden? Alt sammen spørgsmål vi andre har stillet os selv på et tidspunkt og måske aldrig helt blev afklaret omkring. Men valget skal træffes, og Viborg Kommunes stærke gymnasiale uddannelsesinstitutioner står parate med åbne arme.

Det politiske pres for at få flere til at søge ind på en erhvervsuddannelse og gribe en hammer eller vaterpas kan på sin vis være fornuftig i dele af landet. Men det almene gymnasiums succes er ikke en tilfældighed.

84% af de unge, der påbegynder en stx-uddannelse, gennemfører og bliver studenter. Omkring halvdelen af de unge, der begynder på en erhvervsuddannelse falder fra igen. Udfordringen for erhvervsuddannelserne må derfor i højere grad være at højne kvaliteten og få flere til at gennemføre den uddannelse de begynder på.

Det almene gymnasiums popularitet skal hyldes, og de unges valg respekteres. De unge ved godt, at frafaldet på stx er lavere. At stx-uddannelsen fungerer. At stx-uddannelsen åbner døre. Og sidst men ikke mindst, at stx-studenter i stigende grad læser videre.

Mange unge vil sammen med deres forældre bruge juledagene på overvejelser vedrørende valg af ungdomsuddannelse. Hvad der er bedst for den enkelte, ved de unge nok bedst selv. Fordi fakta er svær at komme uden om. Hele 94% af studenterne fra det almene gymnasium færdiggør senere hen en erhvervskompetencegivende uddannelse. Langt de fleste ender med en mellemlang eller lang uddannelse og klarer sig derfor samfundsmæssigt godt, når det gælder erhvervsfrekvens, beskæftigelse, gennemsnitsløn, livsindkomst og forventet levetid.

De unge ved det. Stx er en succes og udgør et godt fundament for deres videre færd.

Kommentarer