Kultur

Afrikas heksebørn – mød Anja Ringgren Lovén i Viborg Musiksal

Mød Anja Ringgren Lovén og hør hendes fortællin om 'heksebørnene' i Afrika den 26. september. Pressefoto

Tilbage i 2016 gik billederne af den lille udsultede Hope, som fik vand fra en flaske af danske Anja Ringgren Lovén i en nigeriansk landsby, verden rundt. Den lille dreng var blevet forladt af sin familie, som troede, at han var et heksebarn.

Hope er desværre langt fra et enkeltstående tilfælde, og Anja Ringgren Lovén har dedikeret sit liv til at hjælpe børn som Hope og kæmper hver dag for at redde de udstødte ‘heksebørn’.

Du har nu en unik mulighed for at opleve og høre Anjas gribende fortælling om ‘heksebørnene’, når hun gæster Viborg den 26. september. Anja fortæller om, hvad der fik hende til at opgive fast løn, materielle goder og Danmarks trygge rammer til fordel for Afrikas heksebørn. Anjas foredrag handler om overtroen i Nigeria, livet på børnehjemmet, om at træffe valg med hjertet, om at have mod til at gå utraditionelle veje og gøre det, du er bedst til.

DINNødhjælp

Anja Lóven og Hope. Pressefoto

Hekseanklager er et stigende problem i mange afrikanske lande, specielt i Nigeria. Årsagerne til hekseanklagerne er mange, og typisk er det sygdom i familien, fejlslået høst, fyringer eller barnløshed. Ifølge traditionel afrikansk tro har alting en overnaturlig årsag, og det er oftest børn, der bliver gjort til syndebukke. 

Anja har etableret sin egen nødhjælpsorganisation DINNødhjælp. Hun arbejder og bor i dag i Nigeria, hvor hun driver sit eget børnehjem for de såkaldte “heksebørn”, der uden hjælp ender med at leve et ensomt liv på gaden, hvor de fleste ikke overlever. Anja, børnehjemmet og DINNødhjælp giver de udstødte ‘heksebørn’ et nyt hjem, tryghed og skolegang og arbejder også med oplysningsarbejde i landsbyerne for at forhindre udstødelsen af endnu flere børn.

Gå ikke glip af et gribende foredrag onsdag den 26. september klokken 19.00, når Anja gæster Viborg Musiksal.

Billetter koster 150 kroner og kan købes hos arrangørerne: LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne.

Kommentarer