Navnenyt

Afdelingsleder for Psykologteamet og Tværgående Indsatser fundet

Foto: Viborg Kommune

Den 1. august starter Louise Horskjær Raaby i en nyoprettet stilling i Familie & Rådgivning i Viborg Kommune, hvor hun skal være afdelingsleder for Psykologteamet og Tværgående Indsatser.

Louise har stor erfaring med børne- og ungeområdet, og har blandt andet været leder af medarbejdergrupper med flere faggrupper, hvor tværfaglighed og tidlig forebyggende indsatser var i fokus.

Siden 2019 har Louise været leder for Team Unge i Jobcenter Viborg. Her har hun været dybt involveret i udviklingen af samarbejdet om det tværgående samarbejde omkring Kommunale Ungeindsats. Louise har en baggrund som socialrådgiver og har desuden en afsluttet lederuddannelse i bagagen.

Nu glæder Louise sig til at rykke nogle etager op på rådhuset og blive en del af Børn & Unge.

– Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan udvikle området til gavn for børn og unge. Derfor ser jeg frem til at lære alle at kende – både interne og eksterne samarbejdspartnere, så vi i fællesskab kan skabe sammenhæng på tværs til gavn for medarbejdere og borgere, siger Louise Horskjær Raaby.

Øget fokus på samarbejde og koordinering

Sammen med viceskolechefen og lederen af det specialiserede område i dagtilbud, skal Louise sikre, at medarbejderne får de bedst mulige vilkår og rammer for at kunne samarbejde på tværs af afdelinger i Børn & Unge med udgangspunkt i barnets, den unges og familiens liv.

Samtidig bliver Louise også leder for psykologteamets leder og 23 psykologer.

– Jeg glæder mig til at samarbejde med Louise om at udvikle det forebyggende psykologarbejde og tværgående indsatser. Louise kommer med kompetencer og et mindset, der er som skræddersyet til den nye afdelingslederstilling, siger Mette Kierkgaard, familie- og rådgivningschef i Viborg Kommune.

Privat bor Louise i Silkeborg med sin kæreste og to børn på 11 og 14 år.

Kommentarer