Viborg By

Ændrede parkeringsregler i Viborg

Arkivfoto

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har bedt kommunerne om at ændre lokale parkeringsbekendtgørelser, så de er i overensstemmelse med ministeriets udtalelse om fortolkning af begrebet ”særligt indrettede køretøjer”.

Udtalelsen omhandler hovedsageligt autocampere, og at disse generelt ikke kan anses for at være ”særligt indrettede køretøjer”. Der er tale om ganske få sproglige ændringer. Ændringer af parkeringsbekendtgørelsen ændrer ikke på kommunens praksis i forbindelse med kontrol af parkering.

På den baggrund skal der foretages mindre justeringer af Viborg Kommunens bekendtgørelse om parkering.

Den nye parkeringsbekendtgørelse kan læses her.

Årsagen til, at parkeringsbekendtgørelsen alligevel skal ændres er, at ministeriet vil anmode Ankestyrelsen om at gå ind i sagen, såfremt ministeriet efter den 1. marts 2018 konstaterer, at kommunernes parkeringsbekendtgørelser endnu ikke er i overensstemmelse med ministeriets udtalelse.

Forvaltningen har tidligere gennemgået ministeriets udtalelse og vurderet, at det ikke havde praktisk betydning i forhold til den praktiske udførelse af parkeringskontrollen, hvorfor der ikke i første omgang blev vurderet behov for ændring af kommunens parkeringsbekendtgørelse.

Foruden parkeringsbekendtgørelsen har kommunen parkeringslicenser (årslicens, midlertidig licens og endagslicens). Byrådet vedtog den 20. december 2017 trafikplanen for Viborg Kommune. Som følge heraf er centerringen i Viborg by udvidet. Parkeringslicenserne gælder indenfor centerringen og gælder derfor nu i et større område.

Området med den nye centerring kan ses her.

Den nye lokale parkeringsbekendtgørelse for Viborg Kommune forventes at kunne træde i kraft enten 1. marts eller 1. april 2018.

Kommentarer