Debat og politik

Ældrepleje: Der skal andre boller i suppen i fremtiden

Debatindlæg af Mette Nielsen (S). Folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

Der er igen i hele Danmark fornyet fokus på, de optagelser som vises i TV, hvor Else hænger i en loftslift på et plejecenter i Aarhus. Der vises bl.a. en afføringssituation, hvor Else på trods af, at hun siger: Av, av, av – og med tydelighed viser, at hun vil sættes ned – bliver hængende et stykke tid. Der er også andre eksempler som ikke er værdig pleje og omsorg for Else.

Der er ingen undskyldninger for håndteringen af disse situationer – og denne adfærd efter min mening helt og aldeles uacceptabel.

Det betyder naturligvis også, at ansvaret for episoderne havner hos den/de medarbejder, der stod i de givne situationer, og det må naturligvis være sådan. Ligesom man i alle andre brancher, står til ansvar for de valg, som man træffer, når man er på arbejde.

Men der er fokusområder, som jeg savner i debatten. Nemlig at, der over årene er blevet et markant pres på ”at løse opgaven”, for alt arbejdet på ældreområdet er blevet mere specialiseret og kompleks. Borgerne udskrives langt tidligere fra hospitalet, uden nødvendigvis at være blevet raske. Den øgede specialisering betyder, at der er flere krav til den enkelte medarbejder, og at det kræver uddannelse og opkvalificering for, at ikke klædt på til opgaven. Derudover har der de sidste mange år, været besparelser på ”mennesker” i landets kommuner (Områderne udgør den største del af kommunens budgetter). Der er også et stigende krav om øget dokumentation, og det tager tid fra de ældre i deres hverdag. Det er ligeledes alvorligt, at der ”mangler hænder” i hverdagen, og det er en katastrofe, at der på sigt ikke kan rekrutteres uddannede medarbejdere nok. Det betyder, at der massivt kommer til at mangle uddannet personale, og det sammenholdt med, at vores ældre (heldigvis) – bliver ældre og ældre – så der ligger en kæmpe velfærdsudfordring her! Derudover er der ”skået ind til benet”, og alle de lavt hængende frugter er blevet plukket for længst. Det er ikke nok i fremtiden at fortsætte som hidtil. Der må tænkes i nye løsninger og tages forskellige initiativer:

– Området skal gøres langt mere attraktivt, så unge vælger det som en uddannelsesvej. Måske kan der i forbindelse med uddannelsesvejledningen i folkeskolen – oprettes moduler med intro til faget.
– Der skal også skabes et øget kendskab til ældreområdet som ”fag” for forældrene, da forskningen viser, at særligt mødrene har stor indflydelse på de unges uddannelsesvalg og fremtid.
– Øget brug af velfærdsteknologi i hverdagen, for at frigøre tid til pleje og omsorg hos den enkelte ældre.
– Fokus på at det tilstræbes, at alle ”har lige meget viden”, og at der sker en opkvalificering i takt med der stilles øgede krav til medarbejderne i deres kerneopgave.
– Øget fokus på ledelse og trivsel på arbejdspladserne – at investere i medarbejder trivsel er ”godt givet ud” for de ældre.
– En kvalitetssikring af ”hverdagsarbejdet”, så alle arbejdspladser til hver en tid – og altid – skal kunne ”tåle” et tilsyn og give et godt resultat!
-Derudover skal der selvfølgelig også fortsat være fokus på frivillighed, inddragelse af pårørende og interesseorganisationer.

Derudover bør det dagligt være et fokusområdet/målepunkt, om den enkelte ældre trives, og har haft ”en god dag” med værdighed og omsorg som omdrejningspunkt.
Afslutningsvis vil jeg understrege, at det er et politisk ansvar at stille rammer op, hvor det er muligt for medarbejderne, at udføre deres arbejde bedst muligt til gavn for alle de ældre. Langvarigt pres og besparelser år efter år, har givet et generelt pres, som ”slider” hårdt på mange medarbejdere i hverdagen.

De grundlæggende vilkår skal i fremtiden blive bedre, og derfor glæder det mig, at der fra S-regeringen også er fokus på ældreområdet! Ældre og sundhedsminister Magnus Heunicke vil invitere til topmøde om vores ældrepleje. I samarbejde med Ældre Sagen, FOA og KL vil borgere, pårørende, ledere, medarbejdere – blive inviteret til at byde ind med initiativer om fremtidens ældrepleje!

Kommentarer