Låstrup

380 underskrifter mod Låstrup-møller

Vindmølleprojektet ved Låstrup tæller fire møller med en højde på op til 150 meter. Foto: Eksempel på visualisering set fra Løgstørvej ved Låstrupbakken. Viborg Kommune

Gruppen af vindmøllemodstandere fra Låstrup afleverede i morges 380 underskrifter til borgmester Torsten Nielsen. Håbet er, at de mange underskrifter kan påvirke byrådspolitikerne, når de i morgen skal tage stilling til projektet.

Projektet lyder på opstilling af 4 vindmøller ved Låstrup på op til 150 meter i en nord-sydgående række mellem Skivevej mod nord og Nørremarkvej mod syd.

Klima- og Miljøudvalget besluttede den 1. december 2016 at udsætte behandlingen af sagen om vindmølleplanlægning ved Låstrup, og opfordrede ansøger til at undersøge, hvordan projektet kan tage hensyn til Viegaard Stutteri og belyse vindmøllers påvirkning af heste belyses yderligere.

Nu har sagen været omkring både klima- og miljøudvalget og økonomiudvalget, der begge indstiller til byrådet, at der gås videre med projektet.

Alle forstår naboerne

Borgmester Torsten Nielsen oplyste dog gruppen af vindmøllemodstandere om, at Det Konservative Folkepartis fem byrådsmedlemmer alle vil stemme imod projektet.

Litten Høyer-Nielsen, der er en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, håber, at tilstrækkeligt mange byrådsmedlemmer vælger at gøre det samme.

– De politikere, vi har talt med, forstår alle vores situation. Så jeg forstår ærlig talt ikke, hvis de derefter går ind og stemmer for projektet, siger hun.

Støj døgnet rundt

Vindmøllemodstanderne har oplevet stor støtte fra de omkringliggende byer. 300 af underskrifterne mod vindmøller kommer fra lokalområdet. Resten er hentet på Facebook fra sympatisører. Hvis møllerne kommer, vil de have indflydelse på cirka 14 husstande, heraf 8 indenfor en radius af 600-1000 meter, oplyser Litten Høyer-Nielsen.

Selv kommer hun i så fald til at bo 750 meter fra møllerne.

– I forslaget er møllerne placeret stikvest for os. Det vil sige, at vi med næsten konstant vestenvind, vil få støjen fra dem 24 timer i døgnet. Det er vanvittigt høje møller, og faktisk er lige præcis den type, slet ikke produceret endnu. Det vil sige, at ingen ved, hvor meget de kommer til at støje, oplyser hun.

Helbred og økonomi

Lovgivningen omkring opstilling af vindmøller og afstandskrav er i det hele taget utilstrækkelig, mener hun og de andre modstandere. Det er samme er den viden, man har om de helbredsmæssige konsekvenser.

– Ingen ved præcist, hvor meget den lavfrekvente støj og blinkene fra vindmøllerne påvirker naboerne. Men vi har besøgt mange naboer og hørt om de helbredsmæssige gener, de oplever. Selvfølgelig vil det også påvirke huspriserne i området, siger hun.

Vindmølleprojektet ved Låstrup var i fordebat i perioden 11. august til 7. september 2016. Sagen når byrådet, efter at det er blevet undersøgt, at hestene på Viegaard Stutteri ikke vil blive ramt af skyggekast, og at støjen vil holde sig indenfor lovens rammer – også på stutteriets område. Både forvaltningen, klima- og miljøudvalget og økonomiudvalget anbefaler, at der arbejdes videre med vindmølleprojektet. Hvis der er flertal hele vejen igennem, vedtages planforslaget indenfor de næste måneder, og den offentlige høring i forhold til kommer til at ligge ved sommertid i år.

Kommentarer