Viborg By

327 dagpleje- og vuggestuebørn i Viborg tumler med til Årets Tumledag

Sanserne stimuleres, og kroppen sættes i bevægelse, når 327 dagpleje- og vuggestuebørn i Viborg deltager i Årets Tumledag torsdag 20. august. Foto: Børneulykkesfonden

På torsdag 20. august skal 327 dagpleje- og vuggestuebørn i Viborg udforske deres krop og sanser. De er nemlig med i Årets Tumledag, der har til formål at styrke små børns motorik. På landsplan deltager mere end 17.000 børn.

Gå på edderkoppejagt i skoven, fang bølger ved vandet og lav en sandengel i sandet. Sanserne stimuleres, og kroppen sættes i bevægelse, når Tumlekaravanen afholder Årets Tumledag for dagplejere, vuggestuer og private pasningsordninger i hele landet, og i Viborg tumler 327 børn med.

Bag Årets Tumledag står Tumlekaravanen, et nyt bevægelses-koncept, der er udviklet af Børneulykkesfonden med støtte fra Nordea-fonden.

– Med Årets Tumledag ønsker vi at inspirere dagplejere og pædagoger til at bruge naturen som ramme for motorisk leg og bevægelse. Naturen har nogle helt særlige sansemotoriske kvaliteter, der skaber gode og stimulerende rammer for masser af leg og bevægelse. Det er guld værd for børns motoriske udvikling, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Ny inspiration til dagplejere og pædagoger

Der er brug for ny inspiration til leg og bevægelse i dagplejen og institutionen, viser en undersøgelse, som Børneulykkesfonden har foretaget blandt dagplejere og pædagoger, ledere og andre ansatte i vuggestuer og private pasningsordninger.

I undersøgelsen svarer 73,8 procent af respondenterne nemlig, at de gerne vil lave flere bevægelseslege med børnene, men at mangel på tid og inspiration er de primære årsager til, at de forhindres i at gøre det.

Målet med Årets Tumledag er netop at give dagplejere og pædagogisk personale redskaber og inspiration til at igangsætte bevægelsesaktiviteter, der stimulerer og udvikler små børns motorik – både ude i naturen og hjemme i dagtilbuddet.

Alle tilmeldte modtager forud for dagen et online bevægelseshæfte, med lege og aktiviteter for de små, samt adgang til Årets Tumlesang, der er skrevet og indspillet af Mille Gori (kendt som Motor Mille).

Bevægelse er godt for krop og sind

Børn har godt af et liv fyldt med leg og bevægelse. Det er de færreste i tvivl om. Og faktisk har bevægelse og fysisk aktivitet ikke kun positiv indflydelse på børns motoriske udvikling. Bevægelse styrker også børns almene trivsel, koncentration, læring og sociale kompetencer. Initiativet Årets Tumledag skal bidrage til at sætte fokus på vigtigheden af, at børn bevæger sig hver dag.

– Vi er meget opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at børn bevæger sig og styrker deres motoriske udvikling. Vi oplever i øjeblikket en kedelig tendens, hvor børn har motoriske udfordringer ved skolestart. Den tendens vil vi gerne vende ved at arbejde med børns motoriske færdigheder fra en tidlig alder, siger Henriette Madsen.

Læs mere på tumlekaravanen.dk

Kommentarer