Viborg By

228.000 kroner til 11 ungdomsforeninger i Viborg Kommune

Langsø Spejderne er blandt de 11 foreninger i Viborg Kommune, som har fået bevilget penge fra Dansk Ungdoms Fællesråds Lokalforeningspulje. Arkivfoto fra landslejren i 2017

Dansk Ungdoms Fællesråds lokalforeningspulje har i 2019 bevilget 228.000 kroner til en række ungdomsforeninger i Viborg Kommune.

Der er godt nyt en række spejderforeninger samt politiske foreninger i Viborg Kommune. I 2019 har Dansk Ungdoms Fællesråds lokalforeningspulje på baggrund af ansøgninger nemlig bevilget i alt cirka 228.000 kroner til forskellige initiativer i kommunens ungdomsforeninger.

I puljen har lokalforeningerne kunnet søge om penge til for eksempel at afvikle større arrangementer, workshops og kampagner. Man har også kunnet søge til anskaffelser og materialer som uniformer, instrumenter, telte, elektronik, trailere, kanoer samt mindre nybyggerier som shelters og mindre renoveringer af foreninglokaler.

Penge til 11 foreninger

I Viborg Kommune er uddelt i alt 227.754 kroner til 11 lokale foreninger, heraf en del spejderforeninger, der også har nogle af topscorerne i Langsø Gruppe i Vammen, der modtager 50.000 kroner og Nørreå Spejderne, som kan se frem til 47.830 kroner i kassen.

Se her hvordan pengene i øvrigt fordeler sig:

  • DBSU Region Vest: 14.600 kroner
  • DSU Viborg: 25.797 kroner
  • FDF Ørum Sønderlyng: 8.000 kroner
  • Karup Gruppen: 16.420 kroner
  • Langsø Gruppe: 50.000 kroner
  • Nørreå Spejderne: 47.830 kroner
  • SFU Viborg: 3.000 kroner
  • Sortebrødre gruppe: 35.977 kroner
  • SVUK (Silkeborg-Viborg-Unge-Katolikker): 7.40 kroner
  • VU Viborg: 1.000 kroner

Waingunga-Stammen: 17.730 kroner.

– Det er godt at se, at puljen gør en konkret forskel ude i ungdomsforeningerne. Det er vigtigt med et stærkt, lokalt foreningsliv, som kan skabe nogle sunde fællesskaber for vores børn og unge, så jeg er glad for at pengene kommer de frivillige kræfter til gode, siger Dennis Flydtkjær (DF), som er skatteordfører for Dansk Folkeparti, der var med til at etablere lokalforeningspuljerne.

– Det betyder enormt meget for de lokale ildsjæle i foreningerne rundt i hele Danmark, at de har den her mulighed for at få opfyldt nogle af deres drømme. Lokalforeningspuljen giver landets demokratiske børne- og ungdomsforeninger endnu bedre muligheder for at skabe meningsfyldte aktiviteter og fællesskaber, hvor unge kan trives, lærer at samarbejde med andre og at tage ansvar. Og jeg er glad for, at politikerne kan se, hvor stor gavn og hvor stor en konkret forskel midlerne gør i hverdagen i foreningslivet, siger formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Preuss.

Hjælp til foreninger, som er presset af corona-situationen

Foreninger, der er økonomisk presset på grund af corona-situationen, kan også få hjælp af lokalforeningspuljen.

Regeringen og partierne bag puljen vedtog før påske en aftale, der skal hjælpe foreninger, som på grund af krisen lider økonomiske tab. Aftalen betyder at DUFs pulje indtil videre bliver tilført 2,5 millioner kroner.

De konkrete retningslinjer er stadig under udformning, og lokalforeninger kan få mere at vide hos DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

I 2019 blev der i alt uddelt 14 millioner kroner til knapt 500 ungdomsforeninger i 93 ud af landets 98 kommuner samt til danske ungdomsforeninger i Sydslesvig.

Lokalforeninger under Dansk Ungdoms Fællesråds 79 medlemsorganisationer kan søge lokalforeningspuljen, mens andre hovedorganisationer i civilsamfundet har lignende puljer. DUFs medlemsorganisationer tæller blandt andre spejderkorps, sociale og humanitære landsorganisationer, elev- og studenterforeninger, kulturelle foreninger, politiske ungdomsorganisationer og kirkelige ungdomsforbund.

Kommentarer