Kultur

2024-udgaven af ‘Tjele på langs’ er revet væk – et genoptryk er på trapperne

“Alt udsolgt!”. Sådan lyder meldingen fra redaktionen bag årbogen ‘Tjele på langs’, som for første gang nogensinde har fået lavet genoptryk af udgivelsen inden for kort tid.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

TJELE-EGNEN – Fredag den 15. november sidste år blev den 15. udgave af Tjele på langs afsløret ved en reception på Vammen Kro. 

Mandagen efter receptionen blev bogen distribueret til salg i dagligvarebutikkerne i den gamle Tjele Kommune. 

– Købmanden i Vorning var det første sted, vi besøgte. Her blev vi mødt af et ægtepar, der stod og ventede på at kunne købe bogen. Bedre begyndelse af salget kan man næppe forestille sig, og hvis man er lidt overtroisk, kan man måske tolke dette som et fingerpeg om, hvor godt bogen er blevet modtaget, fortæller Lene Hove fra redaktionen.

Alt udsolgt

2024-udgaven, som indeholder 14 lokale egnshistorier, alle med tilknytning til Tjele-egnen, har da også haft et historisk flot salg. 

– Vi har nu igen været rundt ved forhandlerne for at hente ikke solgte bøger, og der var udsolgt overalt, siger Lene Hove og fortsætter:

– Vi er meget taknemmelige for, at dagligvarebutikkerne også denne gang med stor velvilje har hjulpet med at sælge bogen. Det betyder utroligt meget, at vi på den måde får bogen præsenteret lokalt, og man kan købe et eksemplar af bogen, når man alligevel er ude at handle. 

Genoptryk

Redaktionen, som ud over Lene Hove består af Marianne Lybek Witt, Hans Engberg, Peder Hedegaard og Lis Jensen, kan således med glæde konstatere, at også denne 15. udgave af bogen, er blevet en bestseller. Det oprindelige oplag på 600 er nu blevet suppleret med et genoptryk, så det igen er muligt at købe bogen hos Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv i Ørum.

Bogen udkommer hvert andet år, og redaktionen er så småt ved at tage fat på næste udgave, som skal udkomme i 2026. 

– Vi bliver ofte spurgt, om vi efter de mange år, kan blive ved med at finde nye artikler. Det tror vi da, at vi kan, siger Lene Hove og tilføjer:

– Det er selvfølgelig en stor inspiration, at der fortsat er så stor interesse for at købe bogen. 

Hun nævner også, at man på redaktionen altid er meget interesserede i at høre, hvis nogen har en idé til en historie eller et emne, som kunne være relevant at få beskrevet. Man kan bare henvende sig til én fra redaktionen, kontaktoplysninger kan ses på hjemmesiden tjelearkivet.dk, hvor man også kan finde beskrivelser af både den aktuelle samt tidligere udgivelser af ‘Tjele på langs’.

 

Kommentarer