200 børnehavebørn synger så loftet gynger
Torsdag den 13. september klokken 10.30 afholdes der igen ”Små synger sammen” på Hovedbiblioteket i Viborg.
Dette sker, når 200 børn fra flere af Viborg Kommunes børnehaver samles for at synge højt, synge stille og synge glad. Arrangementet er et samarbejde mellem Musikbørnehaven Unoden og Viborg Bibliotekerne. Det er pædagoger fra Unoden, der hjælper med den musikalske del af arrangementet, og biblioteket er vært for alle de sangglade børn.
I år er der et rekordstort antal tilmeldte børn. Det er en tradition, der i løbet af fem år lige så stille er vokset til nu at samle 200 børn.
– At synge er at sætte toner på sit eget liv og både børn og voksne bliver glade af at synge. Sangen frigiver endorfiner til hjernen og bringer os i bedre humør. Vi kommer i berøring med vores følelser og sangen giver os et fællesskab, fortæller Rikke Skovsbo, børnekulturkonsulent, Viborg Bibliotekerne.
Dette fællesskab vil de 200 børn møde på torsdag den 13. september. De vil sammen skråle med på blandt andet ”Mariehønen Evigglad” og ”Mester Jakob”, og der vil være glæde og sang ud over det sædvanlige på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg. Gad vide om loftet letter?
Kommentarer