19 unge fra Viborg sigtes for at have delt sexvideo
Over 1000 unge over hele landet sigtes her til morgen for at have delt en børnepornovideo. I Midt- og Vestjylland er i alt 62 unge i søgelyset, og heraf er de 19 fra Viborg.
Midt- og Vestjyllands Politi skal de kommende dage tale med i alt 62 unge, der har delt krænkende video- og billedmateriale på Facebook Messenger. Der er tale om 59 drenge og tre piger, som hovedsageligt er født i årene 1996-2000. I omtrent en fjerdedel af sagerne var de unge under den kriminelle lavalder på 15 år, da de delte materialet.
19 af de unge kommer fra Viborg Kommune.
Materialet består af videoer og billeder med seksuelt indhold involverende en pige og en dreng, der på tidspunktet for optagelsen begge var 15 år. Det kan være en overtrædelse af straffelovens paragraf 235 – distribution af børneporno.
Sagen er ikke kun ulykkelig for de forurettede, som medvirker i videoen, men også for de unge mennesker, der har delt materialet, da en plet på deres børne- og straffeattest kan spænde ben for deres karrieredrømme, allerede inden deres arbejdsliv er begyndt, lyder vurderingen fra politiet.
Tæt samarbejde
Sagen begynder, da Facebook modtager rapporter om, at to videosekvenser og et billede med seksuelt materiale med personer under 18 år bliver delt hyppigt blandt unge på chat-platformen Messenger. Delingerne foregår frem til efteråret 2017. Facebook adviserer de amerikanske myndigheder, som virksomheden er forpligtet til. Herefter går oplysningerne via Europol til dansk politi, som indleder sagen under navnet Umbrella.
Sagen er forankret hos Nordsjællands Politi, der har arbejdet tæt sammen med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og det Nationale Cyber Crime Center (NC3). Sammen har de koordineret indsatsen, der strækker sig over 11 ud af de 12 politikredse samt Grønland, det fremgå af en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
Læs flere detaljer om sagen i pressemeddelelsen her.
Kommentarer