Debat og politik

10.000 stillinger i Østjylland kan ikke besættes

Formandskabet i Business Region Aarhus består af fra venstre: Ole Vind, Frands Fischer, og Jacob Bundsgaard.

Folketinget vedtog i sommeren 2023 den såkaldte kandidatreform, som fremadrettet medfører en stor omlægning af universitetsuddannelserne og færre studerende samlet set. Nu kommer der et fælles opråb fra 12 østjyske kommuner, erhvervsliv og studerende at reformen rammer hårdt og bør sættes på pause.

30 procent af de studerende på kandidaten skal enten tage kortere kandidater eller kandidater ved siden af et job (erhvervskandidater), men det ser lige nu ud til at aftalen vil ende ud i dobbelt så mange afkortede kandidater. Ændringen rammer også Aarhus Universitet hårdt.

Det er stærkt bekymrende, mener Frands Fischer, Ole Vind og Jacob Bundsgaard, der udgør formandskabet i Business Region Aarhus. De understreger, at det er helt afgørende for vækst og udvikling i Østjylland, at de uddannelser og uddannelsespladser, vi som samfund tilbyder de unge, er i nøje overensstemmelse med de behov, som erhvervslivet og resten af arbejdsmarkedet har. Seneste opgørelse fra RAR Østjylland viser, at erhvervslivet i Østjylland aktuelt har 10.000 jobs, som ikke kan besættes.

Det er derfor vigtigt, når der laves store ændringer i fx universitetsuddannelserne, at konsekvenserne er fuldt belyst forinden. Derfor støtter de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus op om DI, Dansk Erhverv, Akademikerne og Danske Studerendes Fællesråd, som i et åbent brev opfordrer regeringen og de øvrige partier bag reformen: SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, til at genbesøge aftalen og give mere tid til arbejdet med reformen.

Bekymringer for konsekvenser

– Lovarbejdet er nu i gang, og det er klart, at det også bekymrer de østjyske borgmestre, at de erhvervskandidatuddannelser, som skulle binde reformen sammen, ikke kan føres ud i livet inden for reformøkonomiens rammer. Det vil i praksis betyde, at antallet af forkortede uddannelser vil stige til noget nært det dobbelte. Hermed bliver rigtig mange universitetsuddannelser berørt af ændringerne, og det kan i sidste ende få store konsekvenser for det østjyske erhvervsliv, siger Marc Perera Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Anders Strange, bestyrelsesleder for DI Østjylland fortsætter: ”Støtten fra de østjyske kommuner kommer på det helt rigtig tidspunkt. Udmøntningen af kandidatreformen nærmer sig nemlig med hastige skridt. 1. februar 2025 – hvor søgningen til næste års optag går i gang – vil nye studerende ikke kunne vide, hvilken kandidatuddannelse deres bacheloruddannelse vil føre til, når de kommer dertil. Eller om de overhovedet kan blive optaget på de uddannelser, erhvervslivet efterspørger. Det er usikkert for både de studerende og erhvervslivet. Derfor er der brug for at pause kandidatreformen”.

– Reformen er stor og gennemgribende. Både for de studerende og for virksomhedernes muligheder for at kunne tiltrække den rigtige arbejdskraft i fremtiden. Og den helt rigtige arbejdskraft bliver en stadig knappere ressource i takt med, at de små ungdomsårgange slår igennem. Samtidig er den altafgørende for virksomhedernes konkurrencekraft. Derfor er det vigtigt, at alle konsekvenser når at komme på bordet, siger Frands Fischer, formand for Business Region Aarhus.

Business Region Aarhus repræsenterer de 12 østjyske kommuner: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus. Her bor en million østjyder med en halv million arbejdspladser fordelt på 70.000 virksomheder.

 

Kommentarer