Vorning

Vorning Maskinfabrik er gået konkurs

Vorning Maskinfabrik blev begæret konkurs den 27. februar. Foto: Vorning.dk

Vorning Maskinfabrik er under konkursbehandling. De fleste medarbejdere er sendt hjem. Men kurator håber de snart kan tage på arbejde igen med ny arbejdsgiver – gerne i næste uge.

Vorning Maskinfabrik er gået konkurs. Det fortæller et kort dekret fra 28. februar i Statstidende, hvor man kan kan læse at Skifteretten i Viborg har taget virksomheden under konkursbehandling efter en begæring modtaget den 27. februar.

Af Vorning Maskinfabriks offentligt tilgængelige regnskaber fremgår det, at nedturen har taget fart over de seneste år. Fra pæne resultater efter skat – i 2013 på godt 2 millioner og i 2014 på godt 4 millioner, var resultatet i 2015 negativt og lød på godt minus 3 millioner.
På Vornings Maskinfabriks hjemmeside oplyses det, at virksomheden har cirka 75 ansatte.

Kurator håber på hurtigt salg

Kurator er advokat Christian Jul Madsen fra Aarhus. I følge Viborg Stifts Folkeblad arbejder han på at gennemføre et hurtigt salg af virksomheden med forventet afklaring i næste uge. Der er interesse fra både indland og udland, oplyser han. Håbet er også, at de fleste medarbejdere kan følge med i et eventuelt salg. I øjeblikket er der kun ganske få ansatte på arbejde, de arbejder med nogle ordrer, som efter kurators beslutning gøres færdige, fordi de kan give hurtige indtægter.
Vorning Maskinfabrik er international leverandør til mørtel-, teglværks- og betonindustrien og leverer desuden specialudstyr indenfor transport og logistik samt anlæg til genanvendelse og biomasse handling. Specialet er udvikling, konstruktion, produktion og montering af fuld- og halvautomatiske anlæg og systemer,

Konkursen omfatter Vorning Group, der udover Vorning Maskinfabrik i Ørum dækker over TS Maskinfabrik i Hobro og Aufin ApS. Passat Energy, der også ligger i Ørum er derimod ikke en del af Vorning Group.

 

Kommentarer