Unge i Viborg tog godt imod ny livsstils-app
Førsteårseleverne på handelsgymnasiet Mercantec tog godt imod ny app, der skal være med til at gøre dem mere bevidste om deres fysiske og psykiske trivsel, særligt i forhold til rusmidler.
App’en ‘Gode råd i lommen’ er bygget op om en test, hvor de unge blandt andet kan få en her og nu-måling af deres trivsel, når de besvarer spørgsmål om blandt andet ensomhed, rusmidler og sex.
App’en tilbyder også råd og vejledning via podcasts om de seks emner: Ensomhed, præsentationsangst, rusmidler, seksuel sundhed, økonomi og sunde fællesskaber.
Den nye app blev lanceret live for alle førsteårseleverne på handelsgymnasiet i Viborg den 19. september.
Unge testede selv
App’en fik en meget varm anbefaling med på vejen af den 25-årige foredragsholder og tidligere misbruger, Julius Mygind, som var begejstret for de gode råd i lommen.
– Udadtil virkede jeg som om, jeg havde styr på det hele, da jeg røg hash, men indeni havde jeg det forfærdeligt. Alle de venner, der prøvede at hjælpe mig, bad jeg om at fuck’e af, men jeg ville ønske, at jeg havde fortalt nogen, hvordan jeg egentlig havde det, fortalte han blandt andet forsamlingen, fortalte han.
Julius Mygind mener, at en app som ‘Gode råd i lommen’ være med til, kan hjælpe unge med at sætte ord på, hvor i livet det gør ondt. Han har selv været misbruger af blandt andet ecstasy og kokain i de sene teenagerår. Et misbrug, der begyndte med eksperimenter med alkohol og hash fra han var 14 år.
Efter hans indlæg fik handelsskolens elever mulighed for selv at prøve app’en af. Det skete under en workshop sammen med en af app’ens udviklere, SSP-konsulent Søren Holm, Viborg Kommune.
Artiklen fortsætter under billedet….
Særlig opmærksomhed om misbrug
Ideen til den nye app udspringer af en tværfaglig konference om sundhed og misbrug blandt unge i slutningen af 2016.
– I Ældre- og Sundhedsudvalget vil vi gerne give de unge et redskab til at tage temperaturen på deres egen livsstil, så de opdager faresignalerne og få talt om deres problemer, særligt når det gælder misbrug af euforiserende stoffer, siger formanden for Ældre- og sundhedsudvalget Mette Nielsen.
– Med den nye app og en ny hjemmeside vil vi gerne have både de unge selv og deres forældre, lærere og andre resursepersoner til at vågne op og tage ansvar for de unges forhold til stoffer og trivsel, slutter hun.
De øvrige ungdomsuddannelser i Viborg Kommune vil også blive præsenteret for app’en i løbet af 2017.
Fakta
Den nye app hedder GRIL, som er forkortelsen for ‘Gode Råd I Lommen’. Den kan findes i App store og Google Play. Søg på Gril Viborg eller Gode råd i lommen Viborg
- Sundhedscentret, SSP, Viborg Politi og Ungdomsuddannelserne i Viborg har været med til at udvikle app’en og en ny hjemmeside
- App og hjemmeside sætter fokus på øget trivsel inden for seks områder:
- Ensomhed, præsentationsangst, rusmidler, seksuel sundhed, økonomi og sunde fællesskaber.
- SSP anslår, at ca. 10-15 % af de unge i Viborg Kommune tager illegale stoffer en gang om måneden eller hyppigere.
Kommentarer