Sommerfest i sol og blæst – og en hel del regn

Open Air er for alle borgerne i byen. Også for de ældre, som oven i købet kommer gratis ind, når de er fyldt 65 år. Foto: Viborg Netavis

Efter det ene skybrud efter det andet – og løfter om flere – gruede Vejrumbro-borgerne noget for årets sports- og sommerfest. Og i særdeleshed koncerterne fredag og lørdag. Vand det fik de – men de fik også masser af sol.

Det værste regnvejr i mands minde skyllede sidste uge ind over Danmark. Og i Vejrumbro gav det en del panderynker.

Især forud for det nye tiltag, Børnedagen fredag, der skulle slutte med et brag af en gratiskoncert. Men bekymringerne blev gjort til skamme. Efter flere skybrud i løbet fredag klarede det nemlig nogenlunde op hen under aften, hvor Vejrumbro havde debut på gratiskoncert for børn.

Det dårlige vejr havde tilsyneladende heller ikke afskrækket publikum – omkring 550 børn og voksne dukkede fredag eftermiddag op for at opleve idolerne, Tobias TKB fra ’Danmark har talent’ og Lærke fra MGP.

De to solister, som begge kommer fra Viborg-egnen, har haft stor succes siden deres medvirken i TV, og det fik de mange publikummer at høre og se fredag.

– De gav den virkelig gas oppe på scenen begge to, så det var fedt, fortæller Jeppe Hartz fra styregruppen for Open Air.

Gratiskoncerten for børn er et helt nyt tiltag, og med godt 500 gæster er man meget tilfredse med arrangementet, der også er en del af Vejrumbro Sports- og Sommerfest.

Fredagen bød desuden på en masse sjove aktiviteter for børn – blandt andet en spændende forhindringsbane i skoven oppe bag bjælkehytten, og selv om det var en mudret omgang, så var der gang i den hele eftermiddagen

Herlig torsdag – og håneret

Selve sommerfesten startede allerede torsdag med fællesspisning af helstegt gris med tilbehør for lokale borgere. Efter en dag med regn og atter regn klarede det som ved et trylleslag op hen under aften, og Vejrumbro-borgerne havde en hyggelig aften, der vist nok trak lidt ud.

Aftenen bød også på det traditionsrige fodboldopgør mellem VBK og Sdr. Rinds oldboys-spillere. Her kunne Vejrumbro med tilfredshed notere sig for sejren for andet år i træk. Kampen endte med cifrene 5-4, som sikrede VBK håneretten et år endnu.

Open Air endte i fuld sol

Lørdag til Open Air måtte man igennem endnu et vederstyggeligt uvejr om formiddagen. Men alt godt kommer som bekendt til den, der venter, og hen over middag blev skyerne blæst væk af en frisk vind – og så skinnede solen lunt over Nørreådalen resten af dagen.

Antallet af gæster lørdag nåede op på 1.308. Ikke helt de 1.600, man havde håbet på, men særligt vejret taget i betragtnig er det alligevel ganske tilfredsstillende, lyder meldingen.

– Vi har godt nok været utroligt heldige, trods alt, siger Jeppe Hartz, som også kan berette om en god stemning på pladsen, hvor der var masser af mennesker helt frem til lukketid klokken 02.

Så også tredie udgave af Open Air er godkendt, lyder meldingen.

Drama fra luften

Som en ekstra gimmik fra arrangørernes side dukkede pludselig en flyver op over festpladsen. Ud sprang fire faldskærmsudspringere – tre med festlige røgkanoner og den fjerde med Dannebrog flagrende efter sig. Den landede på pladsen lige inden ’Brian Adam Tribute’ skulle gå på klokken 17.00.

Det var meget spektakulært og så vældig flot ud nedefra.

Desværre landede den ene udspringer forkert og måtte fragtes fra pladsen i ambulance.

– Det var selvfølgelig uheldigt. Men han har fortalt, at han simpelthen fejlbedømte vinden og farten på vej ned, og så lige i en trappe under landingen, siger Jeppe Hartz.

Han kan fortælle, at udspringeren brækkede en ankel og ‘noget’ i den anden fod – og slog sin ryg. Så han skal opereres og kommer formentlig til at sidde i kørestol nogle uger, men han har det efter omstændighederne godt.

– De er nogle hårde drenge de faldskærmsudspringere. Han har allerede meddelt, at han skal ud at springe med det samme, det hele er groet sammen igen, fortæller Jeppe Hartz.

Kommentarer