Ørum

Nul huller i cykelstjernen, tak

Se billedserie Folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen, og direktør i cyklistforbundet, Klaus Bondam, klar til at cykle den korte men stærkt trafikerede strækning mellem Blichers Allé og Ørum. Foto: Viborg Netavis

Fredag eftermiddag vovede en større delegation af borgere, politikere samt Cyklistforbundets direktør sig på cykel fra Blichers Allé til Ørum ad den stærkt befærdede rute 16. Ønsket var at sætte politisk fokus på trafikale sorte pletter.

Delegationen bestod af folketingsmedlem og transportordfører for Venstre, Kristian Pihl Lorentszen, direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, formand for den lokale afdeling af cyklistforbundet, Inger Larsen Ørbæk, byrådsmedlem for Venstre og formand for Teknik og Miljø, Johannes Vesterby, samt byrådskandidat for Venstre, Kurt Moesgaard.

Sorte pletter på rute 16

Sidstnævnte, som kommer fra Mønsted, hvor man også har en grim, sort plet på rute 16, som delegationen var blevet præsenteret for lidt tidligere, havde taget initiativ til dette cykel-event ved at invitere Kristian Pihl Lorentzen, som igen inviterede  Klaus Bondam med. Og han var glad for invitationen.

Læs også: Daugbjerg-Mønsted – en farlig etape for skolebørn

– Jeg får rigtigt meget ud af sådan en dag her. Det er en kerneopgave for Cyklistforbundet at være talerør for cyklister i hele Danmark, og det er godt, når en folketingspolitiker og lokale politikere engagerer sig i de her ting. Og så er det dejligt at se så mange borgere, der cykler, og som gerne vil skabe rammerne for deres børn, sagde han efter cykelturen og tilføjede:

– Men netop de to eksempler vi har set i dag – der er det er nok de færreste forældre, der ville lade sende deres børn cykle – hvis nogen overhovedet.

Klaus Bondam oplever, at der generelt er bred politisk opbakning til at skabe bedre rammer for cyklisterne.

– Derfor er det mit håb, at når vi efter 2020 skal lave nogle nye store transportforlig, at vi sikrer, at der er en ordentlig bunke midler også til cykelområdet, sagde han.

Skiller ad i stedet for at forbinde

Kristian Pihl Lorentzen var inde på en problemstilling, som Kurt Moesgaard havde påpeget i Daugbjerg tidligere: nemlig at de farlige vejstrækninger skiller byerne i stedet for at forbinde dem.

– Stykket her fylder ikke meget på kortet ovre ved Vejdirektoratet, og derfor er det vigtigt, at sådan nogle som jeg har i baghovedet, at her har vi altså et hængeparti, sagde Kristian Pihl Lorentzen og tilføjede:

– Derfor er dagen vellykket. Vi har fået fokus på nogle mangler i det åbne land. Vi har mærket, at der virkelig er behov for det. Næste gang, der skal deles penge ud, så har jeg to rigtigt gode forslag.

Folketingspolitikeren mente også, at Apple-byggeriet ved Foulum var værd at bringe på bane i den sammenhæng.

Apple og cykelstjernen

Det samme argument trak Johannes Vesterby frem.

– Der er kommet endnu en væsentlig ting med Apple datacenteret. Det giver jo sig selv, at sådan noget kalder på, at infrastrukturen er på plads til de fremtidige arbejdspladser. Og med de par kilometer, der mangler her, så ville den gren af den midtjyske cykelstjerne helt fra Hammershøj og til Viborg være total. Og det vil automatisk skabe endnu mere cykeltrafik, påpegede han.

Brug Cyklistforbundet

Inger Larsen Ørbæk fra Cyklistforbundet i Viborg var også begejstret for dagen. De har et tæt samarbejde med kommunen, og hendes appel til borgerne var, at man også bruger organisationen, hvis man har cykelprojekter, der skal tages op til drøftelse.

Kommentarer