Første dag i Hammershøjs nye børnehus
Mandag 2. januar blev tre børnehaver til én, da Børnehuset Hammershøj åbnede dørene med kaffe på kanden og tid til en snak.
Det var glade forældre og aktive børn, der mandag morgen 2. januar tog det splinternye børnehus i Hammershøj i brug.
– Vi holdt åbent hus for forældrene i uge 50, og i ugen op til jul besøgte børnene de nye lokaler, men uden møbler. Møblerne kom først mellem jul og nytår, hvor vi var alle mand på arbejde. Så i dag er første gang, børn og forældre ser de færdige lokaler, fortalte børnehusets leder Tove Katrine Hald.
For at fejre de nye rammer var der kaffe og rundstykker til forældrene, der afleverede børn. De fleste tog imod tilbuddet, gik en rundtur i det flotte lyse børnehus og satte sig derefter ned for en kop kaffe og en sludder, mens børnene lynhurtigt tog alt det nye legetøj og alle de nye hjørner i brug.
Nu når enderne samme
– Det er meget nyt og lidt instutionsagtigt, lød indtrykket fra Hanne Pedersen, mor til Christian på fire år, og Anne Cathrine Kudsk Nielsen, mor til Agnes på fire år. Både Christian og Agnes gik før i børnehaven Kæpsmarken – en nedlagt landejendom, med dyr og udeliv som varemærke. Dyrene og jorden vil blive savnet, mente de to mødre, der dog også mente, at fordelene opvejede tabene.
– Med de nye fælles børnehus bliver overgangen til skolen lettere. Det vil også være trygt at vide, at de større eller mindre søskende er lige i nærheden, nævnte Hanne Pedersen og Anne Cathrine Kudsk Nielsen.
Tove Katrine Hald er også overbevist om, at det nye børnehus vil blive til glæde for både børn, forældre og medarbejdere.
– Den største fordel er helt klart, at det nu bliver lettere at få enderne til at nå sammen med hensyn til arbejdstimer. Nu skal vi ikke have tre mand på lukkevagt, til meget få børn, men kan nøjes med én. På den måde bliver der mere overskud til børnene. Som medarbejdere får vi desuden bedre mulighed for at sparre og idéudveksle, nævnte Tove Katrine Hald.
Vuggestuebørn på visit
Vuggestuen åbner først officielt 1. februar, men flere af de kommende vuggestue, var fulgt med deres forældre og større søskende mandag 2. januar. Blandt andre Aksel, der hurtigt blev overtaget af Helena Jørgensen. Sammen med kollegaen Susanne Henriksen skal hun stå for vuggestuen.
– Aksel og jeg kender allerede hinanden, fordi han ofte er fuldt med, når hans storesøster Agnes blev afleveret om morgenen, fortalte Helena Jørgensen, der før var pædagogmedhjælper i Kæpsmarken. Både hun og Susanne Henriksen har selv valgt vuggestuen som fremtidig arbejdsplads.
– Jeg har før været dagplejemor og elsker den størrelse, smilede Helena Jørgensen.
For Aksels mor, Anne Cathrine Kudsk Nielsen, er vuggestuen et nøje overvejet valg.
– Vi har været meget glade for dagplejen til Agnes. Men på denne måde kan vi aflevere børnene ét sted, og Aksel skal ikke i gæstedagpleje, når der er sygdom, lød begrundelsen.
Madordning og todelt garderobe
De nye og tidsvarende rammer i Børnehuset Hammershøj byder blandet på en todelt garderobe, hvor overtøj og støvler smides i den yderste del, og skiftetøj og hjemmesko befinder sig i den inderste. Der er også et værksted, et tumlerum og et stort køkken, som fra 1. februar kommer til at stå for en madordning, der gør madpakkerne overflødige. Alle de tre børnehavestuer og vuggestuen har dør ud til fællesrummet, husets hjerte. Børnehaven er normeret til 70 børn og har p.t. 60. Vuggestuen har plads til 16 børn, og har indtil videre 4 indskrevet. De tre medarbejdergrupper er blevet blandet på de enkelte stuer. Det samme er børnene, dog så de følger med deres kontaktpædagog.
– Det er helt med vilje, at vi har blandet os på kryds og tværs. Det her er et nyt kapitel, som vi tager hul på sammen. Nu er vi ét børnehus, understreger Tove Katrine Hald.
Kommentarer