Virketrangen blomstrer i Velds
Syv ud af otte ejendomme med egne CVR-numre siger alt, mener selvudnævnt formand for Velds Huse Erhvervsråd, Peter Aagaard Bach: ”Herude på landet vil vi selv!” Professor i iværksætteri, John Parm Ulhøi (Aarhus Universitet) giver ham til dels ret.
I Velds Huse øst for Ørum har man på det seneste set sig nødsaget til at oprette et erhvervsråd for byen. Eller by er måske så meget sagt. Betegnelsen dækker helt præcist over otte ejendomme. Men syv af de otte har virksomheder med eget CVR-nummer, så virketrangen blomstrer i den grad.
– Hvad skal det ikke ende med? Hvad skal der blive af det etablerede arbejdsmarked, lyder bekymringen fra den selvudnævnte formand for det lokale erhvervsråd, Peter Aagaard Bach.
Han startede for et par år siden sit altmuligmands-firma ”Servicemind” og hævder med et glimt i øjet, at den gode plads og de mange muligheder på landet tiltrækker en bestemt slags mennesker:
– Fælles for os er nok, at vi stoler på vores intuition, når vi fornemmer, at ”det her kan vi gøre bedre”. Vi vil gerne gøre tingene selv, og accepterer ikke andres udlægning af forholdene. Vi er nok lidt ”egne”, vurderer Peter Aagaard Bach.
Det ideelle sted for selvstændige
Et af de store plusser ved at være selvstændig er muligheden for at få sammenhæng i arbejds- og familieliv, synes Peter Aagaard Bach. Her bakkes han op af den sidst tilkomne selvstændigt erhvervsdrivende i Velds Huse, Anders Eg Jørgensen, der netop er sprunget ud som rådgiver indenfor drift og vedligehold af bygninger.
– Jeg har været lønmodtager siden 1989, men altid haft drømmen om at blive selvstændig. Begge mine forældre var selvstændige og endte også på landet. Min kone er opvokset på landet, og vi har været enige om, at ikke skulle ende inde i en by – også fordi vi på landet har mulighed for at være mere sammen i familien og dyrke vores fælles interesse: travheste, fortæller han.
Velds Huse er det ideelle sted for både familieliv og selvstændigt arbejdsliv, mener både Peter Aagaard Bach og Anders Eg Jørgensen. I ejendommene findes udover de to, en entreprenør, en tømrer, en landmand, en ejer af et maskincenter og en hobbylandmand.
– Vi låner udstyr af hinanden og bruger hinanden til relevante opgaver. Vi kommer også sammen i fritiden og inviterer for eksempel hele husrækken med, når der holdes fødelsdag, fortæller Peter Aagaard Bach.
– Her bor man ikke alene for enden af en tre kilometer lang grusvej. Man har naboer. Men de er på den anden side ikke så tæt på, at de kan kigge over ligusterhækken. Desuden er der ikke langt til noget som helst med både skole, læge, indkøb og institutioner i Ørum, opremser Anders Eg Jørgensen.
Professor: På landet ville man selv
Velds Huse er med syv selvstændige familier ud af otte, ganske rigtigt eksponenter for en typisk landdistrikts-livsstil, mener professor i virksomhedsledelse, iværksætteri og innovation ved Aarhus Universitet, John Parm Ulhøi. Han understreger dog også, at det er en livsstil, der er i mange år har været trængt.
– Historisk har det jo været sådan, at boede man på landet, var man nærmest forprogrammeret til at blive selvstændig. Det var succeskriteriet. Alle ønskede at ende med deres eget, når de startede som karl på det nærmeste landbrug. Men primærerhvervene – landbrug, skovbrug og fiskeri har været trængte i mange år, og dermed også den livsstil, der fulgte med dem, opsummerer John Parm Ulhøi.
En modsatrettet tendens er iværksættereventyr, der udnytter naturens potentialer på nye måder som for eksempel surferparadiset ”Cold Hawaii” ved Klitmøller i Nordjylland og den store koncentration af økologiske fødevareproducenter på Samsø, nævner John Parm Ulhøi.
En anden tendens, der fremmer iværksætter- og selvstændighedstrangen både i by og på land er Jantelovens forsvinden.
– I modsætning til for 20-30 år siden er det i dag ok, at ville selv – også selvom det ikke lykkes i første omgang. Det er et stort skift. Man bliver som selvstændig ikke mødt med holdningen” hvad sagde jeg”, hvis tingene ikke flasker sig, siger professoeren.
Hvilken tendens der er tale om i Velds Huse er ikke til at sige – måske en blanding. Sikkert er det i hvert fald, at de vil selv.
– Hvad fremtiden bringer ved ingen. Tendensen er dog klar: Det er mere almindeligt end ualmindeligt at have et CVR-nummer i Husene, understreger formanden for Danmarks (måske) mindste erhvervsråd.
Kommentarer