Tjele

Vindmøller – endnu en gang

Kortudsnit, der viser den foreslåede placering af 9 havvindmøller ved Nr. Vinge. Kortskitse: Viborg Kommune

Debatindlæg af Hans Tage Lund, Holmevej 24, 8830 Tjele

Man kan være tilhænger/modstander af opstilling af vindmøller på land.

Uomtvisteligt er det imidlertid, at de økonomiske fordele ved at være lodsejer/mølleopstiller takket været statstilskud er betydelige. Det gælder også Kommunen, der får et beløb for hver mølle opstillet.

Naboerne derimod får de helbredsmæssige konsekvenser p. g. a. den lavfrekvente støj. Dertil kommer stavnsbinding p..g. a. fald i boligværdi og dårlig mulighed for at optage lån i deres ejendom etc.

Hvilken beskyttelse har da naboen til mølleopstilling? – ikke megen:

  • VVM rapport – den betales af  mølleopstiller
  • Støj/lysrefleks undersøgelse – ikke målt, men computer beregnet – betales ligeledes af  mølleopsstiller.

Med andre ord: mølleinteressenter  betaler for kontrolundersøgelser, hvis validitet i øvrigt har et meget dårligt ry. –Jeg har endnu ikke hørt om en VVM rapport, der gik imod mølleopstilling – og efterfølgende måling af lavfrekvent støj stemmer ofte ikke med den beregnede.

Opstiller, kontrollanter og kommune har således fælles økonomiske interesser – kommunens grønne profil i denne forbindelse usagt-  Et sådant forhold kaldes under andre omstændigheder for inhabilitet.

Skævheden i systemet er åbenbar. Man sætter de ræve til at vogte gæs!!!

Hvad skal de stakkels naboer gøre. I mange tilfælde orker man ikke at organisere en protestbevægelse, der er  tidskrævende og belastende og ofte ikke fører til noget. Møllerne opstilles sluttelig i klimabevægelsens hellige navn, og guldet klinger i interessenternes lommer.

Man må spørge:Er det virkelig rimeligt, at man byder borgerne i et retssamfund sådanne vilkår?

På ganske kort tid ændres ganske uforskyldt deres tilværelse fundamentalt – økonomisk og måske også helbredsmæssigt.

Sådan har det hidtil været, men måske kommer der nu andre boller på suppen: Professor i miljøret, dr. jur. Peter Pagh har 2016 i ‘Tidskrift for Miljø’ gjort opmærksom på SMV (strategisk miljøvurdering) Direktivet.

Dette direktiv, vedtaget  i EU, er overnationalt og vedrører bestemte planer og programmers indvirkning på miljøet .

I modsætning til VVM-direktivet, der stiller krav om miljøvurdering og offentlig høring af projekter i besluttende myndigheds regi, skal SMV direktivet anvendes allerede i planfasen.

Direktivet forlanger, at der i denne tidlige fase – inden indsendelse til besluttende myndighed, d.v.s. kommunen – foretages en uafhængig miljøvurdering og offentlig høring. Direktivet tjener det formål, at miljøhensyn inddrages i den tidligst mulige fase af beslutningsprocessen, så at tidskrævende sagsbehandling hos myndigheden kan undgås for planer, der alligevel ikke kan bære.

I adskillige domme er det fastslået, at en miljøvurdering efter VVM-direktivet ikke kan erstatte

en miljøvurdering efter SMV direktivet. Da dette EU direktiv er overnationalt gældende, er lokalplaner, tillæg til lokalplaner og andre afgørelser, der her i landet træffes  efter de hidtidige bekendtgørelser(1736/2015 og 1590/2014), ugyldige.

På denne baggrund er vindmølleprojektet ved Vinge i Tjele Langsø området således ulovligt i hensyn til EU retten, – og alle beslutninger, som Kommunalbestyrelsen herefter måtte tage, er derfor  ugyldige, ulovlige og ansvarspådragende.

Adskillige borgere i Viborg Kommune imødeser  med stor interesse Kommunens svar/stillingtagen hertil.

Kommentarer