Viborg By

Viborgs landsbyer indtager Nytorv til Snapsting lørdag

I morgen inviterer Viborg Landsbysammenslutning sammen med 11 medlemslandsbyer til træf med rock-jingle, hekseparade og en masse små sensationer fra det store opland. Sidste år optrådte Løvel eksempelvis med et af deres festlige revynumre. Arkivfoto

Der bliver masser af god stemning på Nytorv sankthansaftensdag, når Viborg Landsbysammenslutning for tredie år i træk holder landsbytræf til Snapsting.

11 landsbyer er med, når Viborg Landsbysammenslutning indtager Nytorv med deres landsbytræf på lørdag den 23. juni mellem klokken 10.00 og 14.00.

Under temaet “små sensationer”, præsenterer deltagerne alt det bedste fra deres landsbyer og lokalområder.

Samtidig er alle landsbyer inviteret at komme forbi og give et nummer med deres lokale talenter på scenen. Så det bliver ikke kedeligt, når forskellige indslag krydrer Nytorv med underholdning.

Til at styre dagens program har Sammenslutningen igen i år allieret sig med Arne Juel Larsen fra Ravnstrup, der med kyndig hånd guider alle igennem de mange “små sensationer”.

Så kom frisk og oplev den særlige stemning.

Stor sensation: Landsbyerne rocker

I samarbejde med det lokale rockband, Jo & the Mofos, har Viborg Landsbysammenslutning fået produceret en hårdtslående kendingsmelodi.

– Vi vil gerne signalere at landsbyerne “rocker for vildt”. Der er ikke noget i vejen med Morten Korch, men vi ønsker at signalere den dynamik, landsbyerne repræsenterer – og med noget, også unge tænder på. Derfor kontaktede vi Christian Stenrøjl fra Jo & The Mofos, og de var straks med på ideen, fortæller formand for Viborg Landsbysammenslutning, Lone Kastberg.

– Vi har haft et godt samarbejde med bandet, som har produceret et superfedt nummer til os, siger hun.

Jo & The Mofos er også med, når landsby-jinglen bliver præsenteret ved Snapsting på lørdag. De kommer dog ikke og spiller den live, da 2 af bandmedlemmerne ikke kan være til stede, men de vil være med ved afsløringen. – Så kom på Nytorv den 23. juni klokken 10.30 når vi sammen med Jo & the Mofos afslører det vildeste korte rocknummer, EVER, lyder opfordringen fra formanden. Samtidig med afsløringen vil det vildeste korte rocknummer kunne hentes som ringetone.

Bloksbjerg rykker ind

Hver by har sin heks og hver sogn sine trolde…. Da årets landsbytræf finder sted sankthansaftensdag sætter Landsbysammenslutningen samtidig heksen i fokus. Folk opfordres til at tage deres landsbyheks – hjemmelavet eller levende – med ind til Snapsting, hvor der vil være en lille hekseparade rundt i byen, og efterfølgende er der præmier til den bedste heks. Alle er inviteret til at deltage – også byboerne.

Hvem vinder Lokaldysten?

I ugerne forud for Snapsting har 15 landsbyer i kommunen været særligt aktive og dystet om at tilbagelægge masser af kilometer i både pedaler og løbe og travesko.

På lørdag klokken 13.30 bliver der ekstra gang i Nytorv, når spændingen udløses, og årets vinder af Lokaldysten afsløres af formanden for Landdistriktsudvalget.

Kommentarer