Samfund

Viborg Kommune laver nye indsatser mod stressramte borgere

Ingrid Mortensen og Britta Nielsen er to af de instruktører, borgene kan møde på kurset Mestring af stress. Foto: Viborg Kommune

To nye tilbud skal hjælpe stressramte borgere. Det ene tilbud har særligt fokus på forebyggelse af stress. Det andet skal lære borgere at tackle langvarige stresssymptomer. 

Mange mennesker lider af stress. Det koster både på det personlige plan, men også på det samfundsmæssige i form af sygemeldinger og måske tab af arbejdskraft. Derfor har Social- og Sundhedsudvalget iværksat to nye indsatser som led i Viborg Kommunes forebyggelsesprojekt “Sunde Sammen.”

De to tilbud henvender sig til borgere med begyndende stresssymptomer, så de undgår at blive sygemeldt, eller til borgere med langvarigt stress, som skal lære at leve med symptomerne.

– Stress har store omkostninger – både menneskeligt og samfundsmæssigt. Derfor er vi nødt til at tage stress alvorligt og sætte ind med hjælp i tide. Med de nye tiltag målretter vi hjælpen til borgeren alt efter, hvor borgeren er i sit møde med stress, og vi håber, at vi kan støtte mange mennesker, så de undgår en sygemelding, og at vi samtidigt hjælper flere borgere til en god tilværelse, siger Stine Damborg (K), formand for Social- og Sundhedsudvalget.

De nye tilbud bygger på de gode resultater, som JobIgen har med deres indsatser målrettet borgere, der har været sygemeldt i mere end 30 dage. De betyder samtidigt, at Viborg Kommune nu kan tilbyde hjælp og støtte til borgere uanset, hvor i et stressforløb de befinder sig.

Individuelle samtaler

Det ene nye tilbud består af individuelle samtaler, der kræver henvisning fra f.eks. læge eller arbejdsplads. Tilbuddet er målrettet mennesker med begyndende stresssymptomer, og som ikke er sygemeldt, eller som maksimalt har været det i 30 dage.

Gennem samtaler med en forebyggelseskonsulent får borgeren hjælp til at finde retning i de belastninger, som vedkommende oplever. Samtidigt får borgeren kendskab til redskaber og værktøjer, der kan skabe en bedre balance i hverdagen.

Formålet med indsatsen er at undgå, at borgeren skal sygemelde sig. Tilbuddet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Sundhedscenter Viborg og JobIgen.

Mestring af stress i fællesskab

Det andet nye tilbud er ”Mestring af stress.” Det er et kursus til borgere med stress eller langvarige symptomer på det. Kurset foregår i fællesskab med andre, der alle har erfaringer med stress. Det gælder også de frivillige undervisere, som selv har oplevet langvarig stress, og som nu er uddannet til at hjælpe andre.

Deltagerne arbejder på kurset med konkrete redskaber til at håndtere både de reaktioner, belastninger og udfordringer, der udløser og fastholder deres stress.

Kurset er for alle borgere over 18 år, der er bosat i Viborg Kommune.

Pladserne blev hurtigt fyldt op til det første hold ”Mestring af stress,” der begynder 5. marts. Det næste begynder den 8. maj, og efter sommerferien kommer der flere hold.

Læs mere om tilbuddene på sundhedscenter.viborg.dk

Det ene af de to nye tilbud til stressramte borgere foregår i fællesskab med andre og kræver ingen henvisning. Det andet tilbud er individuelle samtaler, som kræver henvisning. Foto: Viborg Kommune

Fakta om nye tilbud til stressramte borgere

Individuelle samtaler:

  • For borgere med begyndende symptomer, og som ikke er sygemeldte, eller som maksimalt har været sygemeldt i 30 dage.
  • Kræver henvisning fra læge eller arbejdsplads
  • Der er løbende pladser på forløbene

Mestring af Stress:

  • Kursus for alle borgere, der er ramt at stress eller har langvarige stresssymptomer
  • Borgeren skal være over 18 år, bosiddende i Viborg Kommune
  • Kræver ingen henvisning
  • Er udviklet sammen med fem kommuner og Komiteen for Sundhedsoplysning
  • Kræver ikke lægehenvisning
  • Næste ledige hold starter den 8. maj, og der kommer løbende nye hold.

Fakta om Sunde Sammen

  • Sunde Sammen er Viborg Kommunes tværgående fælles indsats, der skal hjælpe borgerne til et sundere liv både mentalt og fysisk. Sunde Sammen har blandt andet et idékatalog med 14 forebyggelsesindsatser, der har fokus på at støtte borgere, der har udfordringer med et eller flere af følgende områder: Overvægt
  • Fysisk aktivitet
  • Kronisk sygdom/Multisygdom
  • Mental sundhed
  • Rygning/Nikotin

Se Sunde Sammens idékatalog.

 

Kommentarer