Viborg By

Viborg Kommune advarer mod badning i lokale søer

Viborg Kommune fraråder badning i lokale søer som for eksempel Rødding Sø. Arkivfoto

Mens man stadig kan tage si en svalende dukkert i Viborgsøerne, så ser det anderledes ud i flere af kommunens mindre søer, hvor flere har opblomstring af de giftige blågrønne alger, mens der andre steder meldes om risiko for ikter, der også kan give kløe og udslet.

Viborg Kommune følger i denne tid nøje øje med vandtilstanden ved kommunens badesteder ved søer og fjorden, hvor den ekstreme varme giver gunstige vækstmuligheder for den giftige blågrønne alge, bakterieforekomster og ikter.

I sidste uge var der således udstedt badeforbud ved henholdsvis Hessellund Camping på grund af et for højt antal af E-coli og Lynderup Strand, hvor der blev målt et for højt antal af Enterokokker.

Nye prøver de to steder udtaget i mandags viste imidlertid, at vandet nu igen er rent nok til at man trygt kan hoppe i vandet ved de to strande. Skiltene med badefrarådning blev derfor også fjernet i dag.

Badefrarådning ved Ulbjerg Strand

Til gengæld er der igen målt et for højt antal af E-coli og enterokokker ved Ulbjerg strand, hvorfor kommunen i dag har sat et skilt op med besked om, at badning frarådes på stranden. Der bliver udtaget en ny prøve i morgen fredag 27. juli, og den kommer der svar på lørdag.

Kommunen er sammen med Energi Viborg i gang med at spore lilden til forureningen ved Ulbjerg Strand og Klint.

Badefrarådning ved Rødding Sø 

Vandet ved badestedet ved Rødding Sø er også blevet undersøgt. Det er stærkt uklart, og der er en risiko for opblomstring af giftige alger, skriver kommunen på sin hjemmeside. Badning frarådes derfor ved badestedet på nuværende tidspunkt.

Samtidig intensiveres badevandskontrollen ved Rødding Sø, og der bliver løbende udtaget ekstra prøver.

Risiko for Ikter i Vedsø 

Ifølge Naturstyrelsen var der i starten af juli i år en række henvendelser fra borgere, som klagede over ikteangreb efter badning i Vedsø.

Ikter er mikroskopiske ( cirka en halv millimeter store) larvestadier af parasitiske fladorme, ikter, der på deres vej fra mellemværten, vandsnegle, til hovedværten, svømmefugle, kan genere badende mennesker.

Reaktionerne på et ikte-angreb er typisk irritation og betændelsesagtige tilstande lokalt i huden, som kan vare fra nogle få dage helt op til til flere uger.

Ikteangreb er ufarlige, men kan være meget generende – især for børn, særligt følsomme mennesker samt allergikere.

Tilbage i starten af juni modtog Viborg Kommune en enkelt henvendelse fra en borger, hvor der blev klaget over udslæt og røde knopper efter badning i Vedsø. Kommunen kan dog ikke bekræfte, om der var tale om et ikteangreb, for slemme hudirritationer kan også ses i andre sammenhænge, for eksempel i forbindelse med badning i algeopblomstringer, lyder forklaringen

Er man stærkt generet af kløe efter badning, opfordres man til at søge læge.

Et par gode råd

  • Undgå for lange ophold på helt lavt vand og i rørskoven
  • Tør kroppen godt efter badning
  • Træk ikke ænder til badestedet ved at fodre dem
  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade
  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer
  • Hold børn og dyr væk fra skumdannelser på stranden. Det kan være døde alger

Viborg Kommune opdaterer hele tiden badevandsundersøgelserne. Resultaterne kan man løbende følge på kommunens hjemmeside.

Kommentarer