Kultur

Viborg gentager succesen med lokal udgave af dokumentarfilmfestival

En af filmene, der kan opleves i Viborg, er filmen Bouchra, der handler om 35-årig marokkansk expat og filmskaber i New York. Alle karakterer i filmen animerede til stemmerne af instruktørernes virkelige venner og familie i en legesyg doku-fiktion. Foto: CPH:DOX (beskåret).

For andet år i træk skyller dokumentarfilmsbølgen ind over kommunen, når Viborg Kommune sammen med lokale aktører inviterer borgerne til dokumentarfilm i særklasse fra 11. til 22. marts.

I løbet perioden er der mulighed for at se otte forskellige, aktuelle dokumentarfilm, der sætter både følelser og tanker i gang. Ambitionen er klar: Kulturoplevelser skal være tæt på borgernes hverdag.

– Dokumentarfilm kan noget helt særligt. De giver os nye perspektiver på verden og hinanden. Når vi igen er med i DOX:DENMARK, er det fordi, vi kan se, at det skaber nysgerrighed, samtaler og fællesskab lokalt. Især når vi kobler filmene med sideevents, giver vi plads til, at oplevelsen kan folde sig ud og blive delt, siger Mads Panny, der er formand for Kultur- & Fritidsudvalget i Viborg Kommune.

Kulturen skabes i fællesskab

Det er Skovgaard Museet, Viborg Gymnasium, Naturvidenskabernes Hus, Ølluminati, Vesterbro 10, Viborg Kunsthal og Nordisk Film Biografer, der i samarbejde med Viborg Kommune er værter for filmvisningerne og sideevents.

Til hver enkelt filmvisning er der tilkoblet et sideevent, som bakker op om filmens tema. I forbindelse med filmen om cykelrytteren Eddy Merckx kan du for eksempel komme med ud at cykle, og til visningen af filmen Patriarken om Peter Aalbæk, kan du møde Peter Aalbæk selv samt instruktør Andrea Storm Henriksen.

Tid til samtale og perspektiv

I Bjerringbro viser Naturvidenskabernes Hus filmen Techplomacy, der følger Danmarks første tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, i hendes arbejde med nogle af verdens mest magtfulde teknologivirksomheder – fra Silicon Valley til FN.

Inden visningen vil der være en kort snak om temaet, og efter filmen er publikum inviteret til en åben debat om teknologi, magt og diplomati.

– Techplomacy er vigtig, fordi den viser, hvordan teknologi i dag er blevet storpolitik. Beslutninger om data, kunstig intelligens og digitale infrastrukturer påvirker vores hverdag, vores demokrati og vores sikkerhed – ofte uden at vi taler ret meget om det. Forhåbentlig er den efterfølgende samtale med til at sætte tingene i perspektiv, fortæller Rikke May Jensen, der er kommunikationschef hos Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.

Festivalen finder i år sted fra 11. til 22. marts.

Fakta

CPH:DOX er en anerkendt dokumentarfilmfestival, hvor der er fokus på film af høj kvalitet, og som er udvalgt til festivalen af eksperter. Viborg Kommune tog sidste år initiativ til at blive en del af DOX:DANMARK.

I 2026 deltager 60 kommuner, som skaber deres egen lokale festival i tæt samarbejde med CPH:DOX og lokale aktører med visninger, events og debatter, der tager afsæt i både globale emner og lokale perspektiver.

 

Kommentarer